Frederikssund Kommunes logo
29. oktober 2025

Folkeskolen i Frederikssund Kommune– langt fra krise og klar til fremtiden

”Det billede, som de seneste artikler i Frederiksborg Amtsavis tegner, er for ensidigt. Der er naturligvis udviklingsområder for skoleområdet, men også rigtig mange positive takter og stærke læringsmiljøer på vores skoler.”

— Julie Becher, Direktør for Skoleområdet i Frederikssund Kommune

De seneste artikler i Frederiksborg Amtsavis tegner et dystert billede af folkeskolerne i Frederikssund Kommune, men virkeligheden rummer langt flere nuancer. Det er ærgerligt, at fremstillingen i så høj grad tegner et ensidigt billede, for selvom der er områder, der kræver fortsat udvikling, er der også mange positive takter. Rundt omkring på kommunens skoler er der sunde læringsmiljøer, hvor eleverne mødes af varieret, motiverende og inddragende undervisning, og hvor faglighed og trivsel er i fokus hver dag.

Som direktør for skoleområdet kan jeg sige, at det billede, Amtsavisen tegner, heldigvis ikke er dækkende. Der er ikke tale om en skolekrise i Frederikssund Kommune. Tværtimod arbejder skolerne målrettet for at skabe gode rammer, faglige resultater og trivsel for alle elever – og udviklingen går den rigtige vej.

Ser man på nøgletallene, ligger de faglige resultater generelt på niveau med, hvad man kan forvente ud fra elevernes sociale og økonomiske baggrund. Sygefraværet blandt personalet har været faldende de senere år, hvilket vidner om et styrket arbejdsmiljø og en positiv udvikling i hverdagen på skolerne. Kommunen arbejder også målrettet for at tiltrække og fastholde dygtige lærere. Andelen af uddannede lærere er lavere, end vi kunne ønske, og derfor samarbejder Frederikssund Kommune med Københavns Professionshøjskole om at øge optaget på læreruddannelsen, ligesom skolerne arbejder med mentorordninger og lokale initiativer for at fastholde lærere.

Det er korrekt, at vikarforbruget på 11,3 procent er højt, men niveauet svarer til flere nabokommuner - eksempelvis Allerød (11,4 procent) og Egedal (11,9 procent). Det hænger sammen med, at Frederikssund Kommune prioriterer fuld vikardækning, når lærerne deltager i kompetenceudvikling. Byrådet har investeret massivt i opkvalificering af lærerne – blandt andet i dansk og matematik samt i praksisnære undervisningsformer som eksempelvis Makerdidaktik. Vi tror på, at det gør en reel forskel for elevernes læring og trivsel. Det er samtidig vigtige elementer i implementeringen af folkeskolens kvalitetsprogram, som er vedtaget i Folketinget og som hele vores skolevæsen arbejder målrettet med. Her ser vi allerede gode resultater i form af en høj andel elever i den nye juniormesterlære.

Kommunen har også fokus på elevernes fravær, som er for højt. Aktuelt er vi i gang med at udarbejde en ny strategi for håndtering af bekymrende skolefravær, ligesom der allerede er iværksat konkrete indsatser, der skal hjælpe elever tilbage i skoletrivsel og skolenærhed.

Og sidst, men ikke mindst: I Frederikssund Kommune har vi et særligt fokus på, at så mange unge som muligt påbegynder og gennemfører en ungdomsuddannelse efter 9. klasse. Derfor arbejdes der målrettet på at styrke overgangen fra grundskolen til ungdomsuddannelserne og erhvervslivet, og hele 23,9 procent af de elever, som gik ud af 9. og 10. klasse her i sommeren 2025, er søgt videre på en erhvervsuddannelse, hvilket er over både landsgennemsnit og gennemsnittet for kommunerne i region Hovedstaden. Samtidigt har vi over de seneste år styrket vores 10. klasses tilbud for de elever, der har behov for yderligere faglig, social eller personlig modning. Her samarbejdes tæt med ungdomsuddannelserne på Campus Frederikssund, blandt andet gennem brobygningsforløb og styrkede partnerskaber, Tallene viser, at elever i Frederikssund Kommunes 10. klasse i gennemsnit løfter deres karakterer med omkring 2 karakterpoint, og dermed bliver nu væsentligt flere unge hjulpet godt videre i uddannelsessystemet.

Et vedvarende politisk fokus

Det kræver et vedvarende politisk fokus at udvikle et så stort kommunalt velfærdsområde, som folkeskolen er. I Frederiksborg Amtsavis udlægges det, at skolerne i Frederikssund Kommune har været underlagt konstante forandringer, herunder skolelukninger og nye tiltag. Frederikssund Kommune foretog senest skolestrukturændringer i 2015 og der har ikke siden 2021 været igangsat fælles tværgående udviklingsprojekter for skoleområdet. I 2021 blev der søsat et stort og ambitiøst udviklingsprogram; Program for stærkere læringsfællesskaber. Formålet er at udvikle læringsfællesskaber på kommunens folkeskoler, hvor flest mulige elever kan trives og udvikle sig. Det kræver tid og fokus – både politisk og på de enkelte skoler, og derfor dur det ikke med slingrekurs.

I år har Byrådet igangsat et grundigt arbejde med den fremtidige skolestruktur på baggrund af et fald på cirka 1.400 elever det seneste årti. Der er endnu ikke truffet beslutninger, men der planlægges en proces med grundig inddragelse af alle parter omkring skolen, herunder ikke mindst medarbejdere og skolebestyrelser. Formålet med arbejdet er at sikre, at Frederikssund Kommune også fremover kan tilbyde en bæredygtig og stærk folkeskole, der giver eleverne i hele vores kommune de bedste læringsbetingelser.

Frederikssund Kommune bruger sammenlignet med mange andre kommuner relativt mange midler på folkeskolen, og det er afgørende, at de ressourcer anvendes, så de giver mest mulig værdi for eleverne.

En folkeskole i udvikling

Der er fortsat områder, som kræver opmærksomhed og udvikling, men folkeskolen i Frederikssund Kommune er i bevægelse. Vi investerer i lærernes faglighed, elevernes læring og skolernes fællesskaber – alt sammen med ét formål: at gøre en god skole endnu bedre.

Ambitionen er klar: Folkeskolen i Frederikssund Kommune skal fortsat være et sted, hvor alle børn lærer, trives og udvikler sig – i trygge fællesskaber og med dygtige, engagerede medarbejdere.

Elever til fysikundervisning. Foto: Kenneth Jensen- Det billede, som de seneste artikler i Frederiksborg Amtsavis tegner, er for ensidigt. Der er naturligvis udviklingsområder for skoleområdet, men også rigtig mange positive takter og stærke læringsmiljøer på vores skoler, lyder det fra Julie Becker, Direktør for Skoleområdet i Frederikssund Kommune.

Foto: Kenneth Jensen