Frederikssund Kommunes logo
22. oktober 2025

Fællesskab og håb var i fokus, da Frederikssund tog første skridt med Ungeløftet

Det summede af engagement og fællesskab, da Frederikssund Kommune mandag satte gang i Ungeløftet – et nyt initiativ, der skal give unge, som har det svært, en bedre vej ind i fællesskabet og arbejdslivet.

I festsalen på Frederikssund Handelsgymnasium, U/NORD, satte udlændinge og integrationsminister, Rasmus Stoklund, sammen med forskellige repræsentanter fra virksomheder, foreninger og kommunen deres underskrift på en stor tavle – som symbol på et fælles løfte til de unge.

– Alle unge kan et eller andet, og der er brug for alle unge. Ingen skal føle sig udenfor. Vi tror på de unge og giver dem et Ungeløft, en helhedsorienteret indsats. Det kræver samarbejde – på tværs af kommunen, med virksomheder, uddannelsesinstitutioner og foreninger. Vi løfter i flok, sagde borgmester Tina Tving Stauning (A) fra talerstolen.

Borgmester Tina Tving Stauning holder tale fra scenen. Foto: Frederikssund KommuneBåde borgmester, minister, unge, foreninger og virksomheder satte Ungeløftet i gang.

Det gjorde hele forskellen

Allerede nu gør Frederikssund Kommune en stor indsats på området. To unge tog også ordet på scenen og fortalte om, hvordan de er blevet hjulpet. En af dem var Elvira, der er ordblind og har en ASF-diagnose. I dag er hun anlægsgartnerelev hos Anlægsgartner Gottlieb efter et forløb i kommunens Ungekontakten.

– Det har haft stor betydning, at jeg kunne sige, hvad der var svært – for eksempel, at jeg ikke kunne arbejde fuld tid. Nu har jeg 32 timer, og det passer mig rigtig godt, fortalte hun.

Petra, der har været igennem et sygdomsforløb, er i dag i gang med SOSU-uddannelsen.

- Man tænker, at der er en fast rækkefølge – det går gennem skole, så uddannelse og så arbejde – men virkeligheden er, at der er mange veje. Jeg blev set på med andre øjne. Der var nogen, der troede på mig. Det gjorde hele forskellen, fortalte Petra.

Elvira og Petra blev interviewet på scenen. Foto: Frederikssund KommuneDer blev delt ud fra Elvira og Petra, hvordan der allerede er blevet hjulpet via Ungekontakten i Frederikssund Kommune.

25 virksomheder

40 foreninger og virksomheder har skrevet sig på listen til at indgå partnerskab – herunder 25 virksomheder. Blandt dem var Hansen Is i Skibby, der fortalte om deres vision.

– Sammen med kommunen vil vi blandt andet skabe et is-akademi, hvor vi kan rekruttere unge. Det bliver et sted, hvor de unge kan prøve kræfter med forskellige funktioner – og hvor vi kan give noget tilbage, sagde kommunikationsansvarlig i Hansen Is, Anders Eibye Hansen.

Med underskrifterne på tavlen blev det slået fast: Ungeløftet i Frederikssund handler ikke bare om ord, men om handling. Et fælles løfte fra kommune, virksomheder, foreninger og uddannelser om, at ingen ung skal stå alene.

– Vi samler kræfterne, fordi vi tror på, at alle unge fortjener en chance. Når vi løfter sammen, løfter vi ikke bare de unge – vi løfter hele Frederikssund, sagde Tina Tving Stauning til afslutning.

Ungeløftet underskrives. Foto: Frederikssund KommuneDe mange underskrifter er et løfte på, at vi ikke bare løfter de unge, men hele Frederikssund.

Fotos: Frederikssund Kommune