Frederikssund Kommunes logo
6. november 2025

Første spadestik til nyt bæredygtigt børnehus i Vinge

På en lun novembermorgen, hvor solen tittede frem mellem træerne, blev det første spadestik taget til Børnehus Vinge torsdag den 6. november 2025 . Dermed er byggeriet af et nyt og moderne dagtilbud i den spirende bydel for alvor sat i gang.

Det kommende børnehus får plads til 66 børnehavebørn og 24 vuggestuebørn og bliver opført med fokus på både bæredygtighed, fleksibilitet og naturbaseret pædagogik. Byggeriet bliver på i alt 1.492 m², heraf 902 m² bygning samt liggehal, bålhytte og overdækkede udearealer.

Illustration af, hvordan børnehuset kommer til at tage sig ud. Illustration: Kanneworff & ViuffVisualisering af det nye børnehus set fra legepladsen. Illustration: Kanneworff & Viuff

Et symbol på udviklingen i Vinge

Borgmester Tina Tving Stauning (A) indledte morgenen med en tale, inden det første spadestik skulle tage, og glædede sig over, at endnu et vigtigt skridt nu bliver taget i udviklingen af Vinge.

– Det her er et bevis på, at der sker noget i Vinge. Det bliver et skønt byggeri, hvor det gode børneliv kommer i fokus sammen med både bæredygtighed og biodiversitet. Jeg glæder mig til at følge byggeriet – og lige om lidt tage det første spadestik, sagde borgmesteren.

Borgmester Tina Tving Stauning holder tale. Foto: Frederikssund KommuneBorgmester Tina Tving Stauning glæder sig til det nye børnehus kommer midt i Vinge, midt i det grønne.

Fokus på pædagogik og trivsel

Formand for Børn, Familie og Forebyggelse, Rasmus Petersen (Ø), satte i sin tale ord på betydningen af at skabe gode rammer for pædagogikken og hverdagen for både børn og personale.

– Jeg har gennem mit arbejde, min mor og familie haft pædagogikken tæt inde på livet. Derfor har det været vigtigt at kunne skabe de helt rigtige rammer for netop det herude. Det bliver et unikt og gennemført børnehus, hvor de gode arbejdsforhold til pædagogikken gives – så det kan blive den gode hverdag, sagde han.

Rasmus Petersen og Tina Tving Stauning tager det første spadestik. Foto: Frederikssund KommuneNu er det første spadestik taget, og hvis alt går som planlagt vil det nye børnehus i Vinge stå klar i starten af 2027. Fotos: Frederikssund Kommune

Lokalt og grønt byggeri

Børnehuset bliver opført af den lokale entreprenør Kanneworff & Viuff fra Frederikssund. Det bygges som et bæredygtigt træhus med halmisolering og et lavt CO₂-aftryk. Fokus er på sunde materialer, grønne løsninger og fleksible rammer, der kan tilpasses børnenes behov i takt med, at bydelen vokser.

Det nye børnehus bliver endnu et skridt mod at sikre tidssvarende og bæredygtige rammer for børn og familier i Frederikssund Kommune – midt i hjertet af den nye bydel, der dag for dag tager mere form.