Frederikssund Kommunes logo
23. maj 2025

Kat rimer på nat – børn leger rimordsdetektiver

Det handler om rim, når kommunens fireårige besøger Frederikssund Bibliotekerne som en del af kulturstier. Her skal børnene blandt andet lege rimordsdetektiver og finde de forsvundne rimord rundt om i børnebiblioteket.

Mandag den 19. maj er det Børnehuset Troldehøjen, der besøger Frederikssund Bibliotek. Her bliver de taget i mod af de to kulturformidlere og i dagens anledning rimordsdetektiver Sofie og Christine, der skal føre dem gennem dagens program.

Sofie læser op fra en bog, mens børnene sidder og lytter. Foto: Frederikssund Kommune.Sofie læser op fra en bog, mens børnene sidder og lytter.

Som det første snakker Sofie med børnene om det tøj, hun og Christine har på. De har nemlig fået detektivfrakker og hatte på. Og børnene ved godt, hvad detektiver laver – de fanger tyve, siger de. Men det er ikke helt det, der skal ske. Dagens detektiver skal nemlig finde noget, der er forsvundet, og alle børnene får lov at være detektiver.

Men inden da taler de om rim.

- Hvad er et rim?, spørger Sofie

- Det er at man siger noget, der rimer, siger en af pigerne.

- Man kan tegne et rim, siger en af drengene.

Og de har begge to ret, bekræfter Sofie. Men rim er også noget, man kan høre, fortæller hun. Og så spørger hun, om børnene kan nogle rim, og det kan de:

- Mus og hus, kat og skat, ko og bo, pige og stige, sky og by, kommer det fra børnene.

Efter snakken om, hvad et rim er, læser Sofie en bog op med masser af rim. Sammen med børnene gennemgår hun rimene, og de fanger hurtigt, hvad der rimer på hvad.

Rimordsdetektiver

Efter oplæsningen skal børnene på ordjagt. Sofie hiver nemlig en kuffert frem og fortæller, at i den plejer der at ligge rimord.

- Men i morges var der ingen rim i kufferten, siger Sofie.

Alle rimene har gemt sig på biblioteket, og nu skal børnene være rimordsdetektiver, der skal finde de manglende rimord, så alle ordene i kufferten får deres rimpartnere igen.

Børnene får udleveret forstørrelsesglas, og så går jagten ellers i gang. De leder oppe og nede, mellem bøger og på hylder, og efter nogle minutter har alle børnene fundet et ord og samles igen rundt om et bord.

Sofie uddeler forstørrelsesglas til børnene. Foto: Frederikssund Kommune.Sofie uddeler forstørrelsesglas til børnene.

Nu hiver Sofie et ord ad gangen op af kufferten og læser det højt. Børnene sidder med hver deres kort, som de har fundet. På kortet står et ord og der er en tegning af ordet. De skal sige til, hvis de har et kort, der rimer med det, som Sofie finder i kufferten. Og det er de rigtig gode til – selvom nogle enkelte ord driller lidt.

Til sidst er alle rimene samlet igen i kufferten, og de dygtige detektiver får en legepause, der bringer stor glæde hos alle. På ingen tid er de spredt rundt i hele børnebiblioteket – i puderummet, på den lille robåd eller rundt om et bord med et spil.

Rimordene bliver lagt tilbage i rimordskufferten, når rimene har fået deres partner igen. Foto: Frederikssund Kommune.Rimordene bliver lagt tilbage i rimordskufferten, når rimene har fået deres partner igen.

Dagen slutter af med en tur gennem bibliotekets hemmelige gange og trapper – også kendt som personalets kontorer, bagtrappe og frokoststue. Da alle når frokoststuen er det tid til madpakker, inden børnene skal tilbage til deres børnehus.

Et positivt møde med biblioteket

Frederikssund Bibliotekerne er en del af kulturstier og giver børnene et møde med litteraturen på en sjov og lærerig måde. Konceptet rimordsdetektiver er udviklet i samarbejde med Børnehuset Toftelund, hvor pædagogerne har bidraget til at skabe forløbet.

- Tidligere har vi haft et tilbud omhandlende eventyr og et om bogstaver. Den nye ide fremlagde vi på den fælles kultursti-dag i 2023, og der var med det samme opbakning til emnet fra flere børnehuse. Børnehuset Toftelund meldte sig allerede på kultursti-dagen som samarbejdspartner til at udvikle det nye forløb. Vi har haft et rigtig givende samarbejde med Louise og Pernille fra Toftelund børnehus som har bidraget med deres pædagogiske blik og viden, fortæller Louise Bjerre Brink, bibliotekar på Skibby Bibliotek og en af medudviklerne af kulturstiforløbet.

- Selve konceptet med Rimordsdetektiver skaber en ramme for opmærksomhed omkring sprogets lyde, ord og rytme på en måde som børnene synes er sjov mens det er i gang på bibliotekerne – men også i børnehusene før og efter besøgene. Vi oplever ofte når børn kommer med deres familier efterfølgende refererer til Rimordsdetektiver og jagten på de forsvundne rimord, siger Merry Hvass Kruse, bibliotekar og medudvikler af forløbet.

Bibliotekernes kulturstiforløb er for kommunens fireårige og målet er at give dem en god oplevelse og et positivt møde med biblioteket.

- Børnene ser, hvad der er på et bibliotek og oplever, hvad man kan lave på et bibliotek. Der er desværre stadig mange børn der ikke kommer på biblioteket med deres familier. Med kulturstier sikrer vi os at rigtig mange af vores fireårige i kommunen stifter bekendtskab med biblioteket og litteraturen. Forhåbentlig sætter besøget sig positivt i erindringen, så de efterfølgende får lyst til at besøge os igen siger Louise Bjerre Brink.

En pige har fundet et ord på biblioteket. Foto: Frederikssund Kommune.En pige har fundet et ord på biblioteket.

Hvad er kulturstier?

Kulturstier giver alle fire- og femårige børn i Frederikssund Kommune et møde med fire forskellige kulturinstitutioner, nemlig:

  • Frederikssund Museum Færgegården
  • Willumsens Museum
  • Frederikssund Bibliotekerne
  • Musikpatruljen fra Frederikssund Musikskole

Formålet er, at alle børn skal møde de lokale kulturinstitutioner og aktivt opdage og opleve musik, billedkunst, kulturhistorie og litteratur. Der er et før og efter forløb i børnehusene, så børnene arbejder med dem over en periode. I før- og efterprocesserne bidrager det pædagogiske personale for eksempel med at forstærke børnenes møde med kulturen ved at tale med børnene om, hvad det er, de skal opleve.

Foto: Mikala Schachtschabel Tordrup