Frederikssund Kommunes logo
23. maj 2025

Flødeis og socialt ansvar

Onsdag den 14. maj lagde borgmester Tina Tving Stauning (A), kommunaldirektør Torben Kjærgaard og direktør i Frederikssund Erhverv Jens Hald vejen forbi Hansens Is i Lyngerup uden for Jægerspris for at høre om virksomhedens historie, fremtid og muligheder.

Med højt til loftet og kulørte vægplakater blev de besøgende mødt af en succesfuld virksomhed med stolthed, et solidt værdigrundlag og en stærk lokal forankring.

De to medejere af Hansens Is, brødrene Anders Eibye Hansen og Rasmus Eibye, bød velkommen akkompagneret af driftsansvarlig Trine Damsgaard og Anders Bang, ansvarlig for salg og marketing. I drøftelsen om udviklingsmuligheder, potentiale, samarbejde og rekruttering var der noget helt særligt som fyldte hos Hansens Is – lokal forankring og socialt ansvar.

Den lokale forankring som en del af DNA’et

Hansens Is blev etableret i 2003 af de to is-brødre, men virksomheden og håndværket har rødder langt længere tilbage i tiden – faktisk helt tilbage til 1922. Isproduktion er således et håndværk som løber i familiens årer, hvilket er tydeligt i de to isbrødres kærlighed til virksomhedens oprindelse og det at fremstille kvalitetsis til lækkersultne forbrugere. Som Rasmus og Anders udtrykker det:

- Vi er en virksomhed, som er meget værdibaseret med en høj ideologi. Vi gør os umage og springer ikke over, hvor gærdet er lavest, men udvikler produkter, der er unikke og for alle. Vores medarbejdere er en del af vores DNA, og vi har en stor lokal forankring. Det værdsætter vi, og det kommer for eksempel til udtryk i det sociale ansvar, som vi tager.

I 2025 har Hansens Is indgået partnerskab med Den Sociale Kapitalfond. Brødrene ser frem til en endnu større social indsats og arbejdet med en social bundlinje.

- Jeg synes, det er fantastisk, at vi har Hansen Is liggende i Lyngerup, lige uden for Jægerspris – en virksomhed, der fuldtonet arbejder med den bedste kvalitet fra start til slut, samt desuden vil påtage sig et socialt ansvar for unge på kanten af arbejdsmarkedet. Man kan kun blive stolt over, at flere og flere i erhvervslivet i Frederikssund Kommune også tager denne opgave på sig, samtidig med at de producerer varer af højeste kvalitet og arbejder med grønne mål. Det er bæredygtighed hele vejen rundt, fortæller borgmester Tina Tving Stauning.

Rundvisning hos Hansens Is. På billedet fra højre: Medejer af Hansens Is Anders Eibye Hansen, borgmester Tina Tving Stauning, kommunaldirektør Torben Kjærgaard og direktør Jens Hald fra Frederikssund Erhverv. Foto: Frederikssund KommuneRundvisning hos Hansens Is. På billedet fra højre: Medejer af Hansens Is Anders Eibye Hansen, borgmester Tina Tving Stauning, kommunaldirektør Torben Kjærgaard og direktør Jens Hald fra Frederikssund Erhverv.

Ros til sagsbehandling – og plads til flere drømme

Det gik ikke ubemærket hen, at Hansens Is var glade for det store arbejde, som byggesagsafdelingen udfører. Hansens Is beretter, at de har fået god hjælp og sagsbehandling til deres projekter. Virksomheden vil mere og ser gerne på synergier i den lokale erhvervsudvikling, turismestrategi og endnu mere samarbejde med Jobcenteret.

- Vi bifalder, at vi arbejder tættere sammen. Der er mange muligheder, og det gælder om at gribe synergierne der, hvor det giver mening – både inden for energi, arbejdskraft, støtteordninger og turisme. Der er mange jern i ilden, og vi ser frem til at støbe løsninger for fælles bedste. Det gælder alle virksomheder i Frederikssund Kommune, udtrykker Jens Hald, direktør i Frederikssund Erhverv.

Fra højre: Kommunaldirektør Torben Kjærgaard, borgmester Tina Tving Stauning, medejer af Hansens Is Anders Eibye Hansen og direktør Jens Hald fra Frederikssund Erhverv. Foto: Frederikssund KommuneDet var en fryd for de lækkersultne inde hos Hansens Is. På billedet fra højre: Kommunaldirektør Torben Kjærgaard, borgmester Tina Tving Stauning, medejer af Hansens Is Anders Eibye Hansen og direktør Jens Hald fra Frederikssund Erhverv.

Foto: Frederikssund Kommune