Frederikssund Kommunes logo
16. juni 2025

Nye køreplaner for linje 311 og 318

Fra den 29. juni 2025 træder nye køreplaner i kraft for både bybussen i Frederikssund og linje 318 mellem Skibby og Frederikssund.

Bybussen får ensartet frekvens

Bybussen kommer fremover til at køre med samme frekvens hele vejen mellem Græse Bakkeby og Haldor Topsøe Park via Frederikssund Station og Strandvangen. I samme forbindelse bliver stoppestederne på Kornvænget nedlagt. Hidtil har bussen kørt to gange i timen mellem Græse Bakkeby og stationen, men kun én gang i timen videre mod Haldor Topsøe Park. Den ujævne køreplan har betydet færre passagerer på den sydlige del af ruten. Den nye køreplan skal både gøre ruten mere overskuelig og attraktiv for passagererne, og sikre en mere effektiv udnyttelse af busserne.

Skal bidrage til klimamål og mindre biltrafik

Ændringerne på bybussen er et led i kommunens indsats for at gøre den kollektive trafik til et attraktivt alternativ til bilen. Målet er både at fastholde de nuværende brugere og at få flere lokale bilister til at vælge bussen. Dermed understøtter tiltaget også kommunens klimamål på transportområdet, hvor mere tilgængelig og bæredygtig mobilitet spiller en vigtig rolle.

Linje 318 justeres – ekstra afgang via Campus

Også linje 318 får ny køreplan fra den 29. juni 2025. Afgangstidspunkterne ændres, og der tilføjes en ekstra afgang, som kører forbi Campus Frederikssund. Til gengæld vil der være én afgang mindre via Færgevej. Ændringen skal tilgodese efterspørgslen på bedre busforbindelser til og fra Campus.

Du kan finde de nye køreplaner på dinoffentligetransport.dk.

Indgang til bus. Foto: Kenneth Jensen.

Foto: Kenneth Jensen.