
Ny samarbejdsaftale med Frederikssund Erhverv
Frederikssund Kommune samarbejder bredt med erhvervslivet på flere forskellige parametre. En af de helt tætte samarbejdspartnere er erhvervsforeningen Frederikssund Erhverv, som spiller en stor rolle i forbindelse med den lokale erhvervsservice og erhvervsudvikling
I mange år har Frederikssund Kommune indgået samarbejdsaftaler med Frederikssund Erhverv – aftaler som følger samfundets udvikling, stiller skarpt på det lokale erhvervslivs vilkår og fremtidige muligheder – og fokuserer på at skabe de bedste rammevilkår for virksomhederne, der allerede er her, og dem der kommer til. Her i 2025 har Frederikssund Kommune igen indgået en samarbejdsaftale med Frederikssund Erhverv, som en del af den lokale erhvervsservice.
Frederikssund Kommune har også en rammeaftale med Frederikssund Erhverv, som gælder til og med 2025 og danner den overordnede ramme for det kontinuerlige samarbejde. Den indgåede samarbejdsaftale indeholder forskellige, prioriterede indsatsområder. I 2025 er der specifikt fokus på bl.a. Grøn Omstilling, Energi og Investeringsfremme.
- Med den indgåede samarbejdsaftale med Frederikssund Erhverv styrker og videreudvikler vi endnu engang det solide samarbejde mellem erhvervslivet og Frederikssund Kommune, fortæller borgmester Tina Tving Stauning (A).
Hos Frederikssund Erhverv bifalder man også samarbejdsaftalen for 2025:
- Vi har et rigtig godt og konstruktivt samarbejde med Frederikssund Kommune, hvilket er afgørende for at kunne servicere og ikke mindst udvikle erhvervslivet. Der er masser af udfordringer at tage fat på, men det er gennem de tætte relationer, at gode synergier og resultater skabes, så vi ser frem til at indgå en ny og længerevarende rammeaftale – til gavn for virksomhederne i Frederikssund Kommune, siger direktør i Frederikssund Erhverv, Jens Hald.
Det er aftalt, at administrationen og Frederikssund Erhverv skal drøfte mulighederne for en ny rammeaftale for 2026 og frem inden sommerferien.
Samarbejdsaftalen bliver skrevet under af borgmester Tina Tving Stauning og kommunaldirektør Torben Kjærgaard. Derudover er aftalen underskrevet af formand for Job, erhverv og kultur, Michael Tøgersen (I), formand i Frederikssund Erhverv Hans Peder Mikkelsen samt direktør i Frederikssund Erhverv Jens Hald.
Foto: Frederikssund Kommune.