Frederikssund Kommunes logo
27. juni 2025

Ny erfaren direktør for Teknik, Erhverv og IT er ansat

Det bliver den erfarne Henriette Krag, der fra 1. august 2025 får jobbet som direktør for Teknik, Erhverv og IT i Frederikssund Kommune.

Henriette Krag kommer fra en lignende stilling i Tårnby Kommune, hvor hun har været direktør for Teknik og Miljø samt Børn og Kultur siden 2022. Inden da har hun besiddet chefstillinger i både Tårnby og i Albertslund Kommune. Det er derfor en erfaren leder, der træder ind i stillingen som direktør i Frederikssund Kommune.

Byrådet godkendte på deres møde den 25. juni ansættelsen af Henriette Krag.

Borgmester Tina Tving Stauning udtaler:

- Fra mig som borgmester skal der lyde et stort og hjerteligt velkommen til hele Frederikssund Kommune til vores nye direktør for Teknik, Erhverv og IT, Henriette Krag. Henriette Krag kommer med en solid ballast og direktørerfaring, og jeg glæder mig til samarbejdet. Der er ingen tvivl om, at både hendes brede syn på tværs af den store organisation samt en solid faglig viden vil gøre hende til en god medspiller i ”Sammen om Frederikssund” for hele kommunens bedste. Der venter store kommunale opgaver og mange samarbejder forude både med borgere, foreninger, bygherrer og erhvervsliv, som Henriette Krag glæder sig til at tage fat på. Det gør vi også.

Store udviklingsopgaver

Henriette Krag er uddannet cand. scient. adm. fra Roskilde Universitet og har senere også taget en Master i Public Governance på CBS. Gennem hendes tidligere arbejde har hun bred erfaring med blandt andet digitaliseringsstrategi, udviklingsplaner, strategiudvikling og byudvikling med mere. Hun har også erfaring med både borgerinddragelse, samarbejde med erhvervslivet og med det politiske niveau samt forandringsledelse.

Den erfaring får hun brug for, når hun skal løse de mange opgaver, der følger med stillingen som direktør for Teknik, Erhverv og IT. Nogle af store de opgaver, som Henriette Krag kan se frem til at stå i spidsen for, er udviklingen af Vinge, arbejdet med Klimaplan 2045, udrulning af fjernvarme, udvikling og renovering af de kommunale ejendomme, digitalisering og brug af AI i den kommunale forvaltning og meget mere.

- Frederikssund Kommune er en naturskøn og visionær kommune i vækst, som arbejder målrettet med klima, byudvikling, erhvervssamarbejder og digitalisering. Jeg ser derfor frem til at blive en del af Frederikssund og at bidrage til at realisere de mange ambitiøse dagsordener på Teknik, Erhverv og IT-området. Jeg glæder mig rigtig meget til at lære borgere, erhvervsliv, politikere og medarbejdere at kende, da jeg tror på, at de gode løsninger på fremtidens udfordringer og muligheder skal findes og udvikles sammen, siger Henriette Krag.

Kommunaldirektør Torben Kjærgaard ser også frem til samarbejdet med den nye direktør:

- Med Henriette Krag får vi en erfaren og visionær direktør, der er faglig stærk og har blik for, at de fremtidige opgaver skal løses i samspillet mellem borgere, foreninger, erhvervsliv, politikere og medarbejdere. Henriette har solid ledelseserfaring og strategisk indsigt både fra det tekniske område, IT- og digitaliseringsområdet og fra børne- og kulturområdet. Jeg ser meget frem til samarbejdet og er glad for, at Henriette er kommet med på vores hold i en tid med store reformer og markante udviklingsdagsordener i Frederikssund Kommune, siger Torben Kjærgaard.

Henriette Krag tiltræder stillingen 1. august. Stillingen har været vakant siden tidligere direktør Kristian Nabe-Nielsen stoppede med udgangen af april måned i år til fordel for en direktørstilling i Køge Kommune.

Henriette Krag. Privatfoto.Henriette Krag bliver ny direktør for Teknik, Erhverv og IT i Frederikssund Kommune.

Foto: Privatfoto.