Frederikssund Kommunes logo
22. juli 2025

Sommeren byder på masser af lokale ferieaktiviteter

Selvom det danske sommervejr ikke altid arter sig med sol og mildt vejr, er der masser af ferieaktiviteter for børn og unge i kommunen.

I denne nyhed, har vi samlet lidt af de udendørs aktiviteter, som det er gratis at deltage i.

Blå flag-arrangementer

For at starte udendørs, så er der både torsdag den 24., juli 2025, torsdag den 31. juli 2025 og torsdag den 7. august naturaktiviteter på vores to Blå flag-strande i kommunen.

Blå flag-aktivitet på Marbæk Strand. Foto: Frederikssund Kommune.Blå flag-aktivitet på Marbæk Strand. Foto: Frederikssund Kommune.

Invasive arter og biodiversitet

Torsdag den 24. juli klokken 13.00 til 15.30 kan du på Kulhuse Strand komme med på fjordjagt, når vi leder efter hjemmehørende og de invasive arter. Med net og spande skal vi på opdagelse. men pas på! Der er risiko for våde fødder og salt i håret.

Vi kigger nærmere på det lave vand som levested, undersøger bundtyperne og leder efter invasive arter. Særligt Pensel-klippekrabben og den amerikanske ribbegople har været spottet, men vi mangler stadig viden om, hvor de mon gemmer sig. Vi går på jagt med lup, kikkert, net og spande, med nysgerrigheden helt fremme i fingrene.

Gå på detektivjagt

Både torsdag den 31. juli klokken på Marbæk Strand og torsdag den 7. august på Kulhuse Strand kan du fra klokken 13.00 til 15.30 komme med på detektivjagt efter dyr og planter langs stranden.

Hør de gode naturhistorier og leg bingo om de dyr og planter og tang vi ser langs stranden. Både skrænter, krat og vand undersøges for dyr og planter. Der vil være et antal waders, når det lave vand skal udforskes.

Der tømmes faldfælder, der viser hvilke dyr der har løbet rundt på stranden om natten. Vi skal udforske hvilke dyr, planter der er hjemmehørende og hvilke der eventuelt er invasive arter. Vi bruger lup, lupglas, net, bakker med videre.

Der er gratis adgang til alle tre arrangementer, og tilmelding er ikke nødvendig.

Mød naturvejlederen i Kultur- og havnebadet

Alle dage i uge 31, fra mandag den 28. juli 2025 til fredag den 1. august 2025, kan du klokken 9.00 til 11.30 også deltage i naturaktiviteter i Kultur- og havnebadet i Frederikssund Kulturhavn.

Vi fisker efter krabber og vandmænd, og kigger på fjordens tilstand; noget som interesser mange - og hvad er det nu med de mange vandmænd? Er der også Vanddamer, og kan de spises?

Tilbuddet er til børn under ti år ifølge med en voksen, tilmelding er ikke nødvendig og det er gratis at deltage i. Natur-Ole stå klar med redningsveste, som alle børn skal iføres. Der er også livredder, men det er forældre/bedsteforældre, der har ansvaret for deres barn.

Naturaktiviteter i Kultur- og havnebadet. Foto: Kenneth Jensen.Børn og unge med Natur-Ole (bagerst) i Kultur- og havnebadets undervisningslokale. Foto: Kenneth Jensen.

Næsten i dyreriget…

Vi bliver i hvert fald i naturen, selv om det handler om mad. For Dyreklubben på Østersvej 1B i Frederikssund byder nemlig på mulighed for at komme og lave sine egne pandekager over bål. Det er fra klokken 12.00 til 14.00 mandag den 28. til torsdag den 31. juli.

Målgruppen er børn i 3. til 7. klasse, det er gratis at deltage og tilmelding er ikke nødvendig.

Bål med bagværk. Foto: Kenneth Jensen.Kom og bag pandekager på bålet i Dyreklubben. Foto: Kenneth Jensen.

Lær at skate

L.O.W. Skateacademy kommer til Frederikssund igen i år. Så kom og vis, hvor meget du har lært siden de var her sidst - eller mød dem for første gang.

Du kan dukke op på dine hjul - rulleskøjter, skateboard eller løbehjul - eller du kan låne et par, når du kommer.

Du kan møde L.O.W. i Frederikssund Skaterpark ved Frederikssund Hallen på Kalvøen torsdag den 7. august og fredag den 8. august fra klokken 12.00 til 14.00. I dagene før da er de først i Jægerspris og Slangerup hos fritidsklubberne.

Du er velkommen til at deltage en, to eller alle dage. Det vigtigste er, at du synes, det er sjovt at være med og har lyst til at blive bedre til styre dine hjul.

Målgruppen er børn fra 9 år og unge op til 9. klasse.

Frederikssund Skaterpark. Foto Kenneth Jensen.L.O.W. Skateacademy har før lagt vejen forbi Frederikssund Skaterpark. Igen i år kommer de forbi, både her og i Jægerspris og Slangerup. Foto Kenneth Jensen.

Meget mere at vælge imellem

Du kan få overblik over en lang række arrangementer via ferietemaet på Oplev Frederikssund. Der er meget mere at vælge imellem, end de naturaktiviteter vi omtaler her i nyheden – blandt andet også flere indendørs aktiviteter.

God fornøjelse!