Frederikssund Kommunes logo
2. juli 2025

Nu får Børnehuset Stenhøjgård også en vuggestue

Et behov for flere vuggestuepladser i Frederikssund by betyder, at Børnehuset Stenhøjgård nu bliver et integreret børnehus med både vuggestue og børnehave.

Flere vuggestuebørn i Frederikssund by giver behov for flere vuggestuepladser end byens børnehuse i dag kan tilbyde. Da Byrådet i juni 2024 besluttede at lukke Børnehuset Fjordtoppen i Græse Bakkeby 1. maj 2025 og Børnehuset Møllevej i Frederikssund i 2027, besluttede Byrådet samtidig, at der skulle undersøges muligheder for at få flere vuggestuepladser i Frederikssund by. For selvom kommunen samlet set har overskydende kapacitet på dagtilbudsområdet, mangler der vuggestuepladser i Frederikssund by.

Børnehuset Stenhøjgård har masser gode udearealer. Foto: Frederikssund Kommune.Børnehuset Stenhøjgård har masser gode udearealer, som børnene kan lege på.

Den 26. juni 2025 besluttede Børn, familier og forebyggelse, at Børnehuset Stenhøjgård efter sommerferien skal kunne byde velkommen til vuggestuebørn. Dermed bliver Børnehuset Stenhøjgård en integreret institution med både vuggestue og børnehave, ligesom de øvrige børnehuse i kommunen

- Vi skal kunne tilbyde institutionspladser der, hvor der er behov for det. Derfor er jeg også glad for, at vi kan skabe vuggestuepladser i Børnehuset Stenhøjgård, og jeg ved, at de ser frem til at kunne byde de helt små børn velkommen i de skønne, grønne omgivelser. Det er den helt rigtige løsning at gøre Stenhøjgård til en integreret institution, siger Rasmus Petersen (Ø), formand for Børn, familier og forebyggelse.

Fra august vil Børnehuset Stenhøjgård have vuggestue i huset på Skovvej, som ligger på engen ved siden af børnehuset. Børnehaven bliver i sine nuværende rammer. Dermed får også vuggestuebørn mulighed for at nyde godt af de gode rammer og den gode plads på Stenhøjgård. Stenhøjgård er i dag en naturbørnehave, hvor der er masser af gode udendørsarealer til børnene med både kaniner og geder.

Medarbejderne i Stenhøjgård er allerede i gang med forberedelserne og glæder sig til at byde nye vuggestuebørn og deres familier velkommen.

Børnehuset Stenhøjgård får snart en vuggestue. Foto: Frederikssund Kommune.Børnehuset Stenhøjgård får snart en vuggestue i det hus, hvor dagplejen har haft deres legestue.

Dagplejens legestue

Da der er behov for vuggestuepladser allerede fra august, har medarbejdere i Center for Børn og Skole og kommunens Ejendomsafdeling i samarbejde med dagtilbudslederne og lederen af dagplejen undersøgt muligheder, der kan imødekomme det behov. Det kan huset på Skovvej 2 ved Børnehuset Stenhøjgård.

Indtil nu har dagplejen haft legestue i huset. De vil midlertidigt skulle finde en anden løsning, indtil et andet lokale på Stenhøjgård er gjort klar og kan tages i brug for dagplejen.

- Det er forståeligt, at dagplejen er ærgerlig over at skulle forlade deres nuværende legestue midlertidigt. Men jeg er overbevist om, at når Fru Jakobsens hus står klar, bliver det et godt sted at have legestue – og en stærk ramme for fællesskab og udvikling i dagplejen. Udvalget har lagt vægt på tillid og forventning til et godt samarbejde mellem børnehuset og dagplejen, med fleksibilitet i forhold til begges behov under byggeperioden, siger Rasmus Petersen.

Indtil den nye legestue kan tages i brug, er der sammen med lederen af dagplejen aftalt en midlertidig løsning for dagplejens legestue i Frederikssund, hvor dagplejerne i Frederikssund mødes hjemme hos hinanden i deres eksisterende legegrupper. Derudover får de en månedlig fællessamling i multirummet i Børnehuset Stenhøjgård.

Den nye vuggestue ligger i smukke naturomgivelser. Foto: Frederikssund Kommune.Den nye vuggestue ligger i smukke naturomgivelser.

Foto: Frederikssund Kommune.