Frederikssund Kommunes logo
5. december 2025

Livskilden modtager Handicapprisen 2025

Onsdag eftermiddag dannede AKU-Center Højagergaard rammen om overrækkelsen af Frederikssund Kommunes Handicappris 2025, hvor borgmester Tina Tving Stauning overrakte prisen til Brugerrådet ved Aktivitets- og Værestedet Livskilden.

Handicapprisen hylder privatpersoner, foreninger, organisationer og erhvervslivet, der i en særlig grad har ydet en indsats for borgere med handicap, psykiske eller sociale udfordringer i Frederikssund Kommune i 2025.

- Jeg er særlig glad for, at vi med Handicapprisen 2025 kan anerkende en særlig indsats for psykisk sårbare borgere og borgere med senhjerneskader, siger borgmester Tina Tving Stauning.

Livskilden skaber fællesskab og aktiv deltagelse

Handicapprisen 2025 blev tildelt Brugerrådet ved Aktivitets- og Værestedet Livskilden – kommunens eneste uvisiterede tilbud for borgere med psykisk sårbarhed, psykiatriske lidelser og senhjerneskader.

Vindere af handicapprisen 2025.jpg

Fra Venstre: Borgmester Tina Tving Stauning, Spozmay Nourouzi, Monika Beck, Charlotte Christensen, Dorette Jørgensen og Jette Lund Pedersen, Formand for Rådet for handicap, psykiatri og udsathed.

- Livskilden har på en helt enestående måde formået at engagere brugerne aktivt – både i Brugerrådet og på de månedlige fællesmøder. De lykkes med et af de sværeste mål i Handicap- og Psykiatripolitikken, nemlig at fremme aktiv deltagelse i samfundslivet og skabe lige muligheder for alle, siger borgmester Tina Tving Stauning.

Livskilden er blevet indstillet af Annette M. Larsen og fremhæves især for at skabe en meningsfuld hverdag og stærke fællesskaber, hvor brugerne har reel indflydelse.

De nominerede til Handicapprisen 2025

I alt var fem indstillinger med i opløbet om årets pris. Foruden Livskilden var de nominerede:

  • LykkeLiga – håndbold for alle: Cheftræner Jane Larsen blev nomineret for sin store indsats for at skabe plads til alle i håndboldens fællesskab.
  • Rehabiliteringsafdelingen i Frederikssund Kommune: Indstillet for personalets entusiasme, omsorg og stærke motivation i arbejdet med borgernes udvikling.
  • Berith Andersen og personalet på Bostedet Stendyssegaard: Nomineret for at skabe en tryg hverdag og et varmt, udviklende miljø for beboerne.
  • Støtteforeningen Søhaven: Fremhævet for deres indsats for at sikre adgang til rekreative naturoplevelser for borgere med handicap.

Frederikssund Kommune sender et stort tillykke til Livskilden – og en varm tak til alle de nominerede for jeres betydningsfulde indsats for kommunens borgere.