Frederikssund Kommunes logo
14. august 2025

Stor investering i elevernes læring og trivsel

Alle elever i kommunens folkeskoler får i år et fagligt løft i dansk og matematik. Et nyt kompetenceudviklingsprogram skal give lærerne ny viden og effektive undervisningsmetoder – til gavn for både faglighed og trivsel.

Initiativet gælder fra børnehaveklasse til 9. klasse og er muligt takket være en investering på 2 millioner kroner fra Byrådet samt midler fra folkeskolens kvalitetsprogram.

- Vi investerer i børnene, fordi de er vores fremtid. Vi vil folkeskolen, og når vi giver lærerne de bedste redskaber og den nyeste viden, styrker vi både elevernes faglighed og trivsel. Det er en indsats, der vil kunne mærkes i klasselokalet allerede i dette skoleår, udtaler borgmester Tina Tving Stauning (A).

Alle dansklærere og matematiklærere er med ombord

Alle lærere i dansk og matematik – uanset om de underviser i indskoling, mellemtrin eller udskoling – skal i år gennemføre målrettede kurser. Kompetenceudviklingen er planlagt i tæt samarbejde med skolernes ledere og vejledere – og det er vejledere der har tilrettelagt, udvalgt og sammensat indholdet i kurserne.

Personalet i børnehaveklasserne får to hele kursusdage, mens lærere i 1. klasse deltager i tre. Ud over dette deltager alle dansklærere i otte kursuseftermiddage, mens matematiklærerne deltager i ti.

Kurserne kombinerer den nyeste forskning med konkrete, praksisnære metoder, der kan bruges direkte i undervisningen. Der er fokus på både faglig fordybelse og hurtige, anvendelige metoder, der kan skabe motivation hos eleverne fra dag ét.

Denne indsats sikrer, at alle lærere får nye redskaber til at skabe mere varieret undervisning, styrke det faglige miljø på skolerne og give alle elever – uanset udgangspunkt – de bedste muligheder for at udvikle sig.

Målet er klart

Kommunens indsats bygger på en klar overbevisning om, at læring og trivsel går hånd i hånd. Når lærere får ny viden og værktøjer, smitter det af på elevernes motivation og læring. Målet er at skabe en skolehverdag, hvor alle børn oplever både faglig fremgang og glæden ved at lære.

- Det her er en omfattende kompetenceudviklingsindsats på skoleområdet, og jeg glæder mig over, at den er besluttet og tilrettelagt i tæt samarbejde med skolernes ledere og vejledere. Vi sikrer, at alle lærere i dansk og matematik – uanset klassetrin – får inspiration og konkrete metoder, der kan løfte alle elever fagligt. Det er en investering i både kvaliteten af undervisningen og i børnenes hverdag, siger formand for Skole, klub og SFO, Anna Poulsen (F).

En pige i skolen får hjælp af en mandlig lærer. Foto: Frederikssund KommuneInitiativet kommer til at gavne alle klassetrin på alle kommunens skoler.

Foto: Frederikssund Kommune