Frederikssund Kommunes logo
27. februar 2024

Foreninger og idrætten blev hyldet

Det er en årlig tilbagevendende begivenhed at Folkeoplysningsudvalget i Frederikssund Kommune uddeler en række priser for at hylde idrætterne og det brede foreningsliv i kommunen. Hver eneste dag går en lang række frivillige og udøvere i gang og skaber liv og aktiviteter i foreningerne til glæde for alle, som deltager. Og det er netop disse mennesker, der bliver hyldet ved den årlige prisfest.

Frederikssund Musikskole for fuld udblæsning. Foto: Frederikssund Kommune.Frederikssund Musikskole for fuld udblæsning. 

Flere midler til foreningerne

Efter en festlig musikalsk indledning fra Frederikssund Musikskole og et interessant og vedkommende oplæg om de ændrede rammevilkårs betydning for børn og unges trivsel af Søren Østergaard fra Center for Ungdomsstudier var der fællesspisning. Herefter kunne selve prisfesten begynde.

Formanden for Folkeoplysningsudvalget, Kenneth Jensen (A) stod for uddelingerne, men startede med at fortælle de mange fremmødte foreningsfolk, at:

- Vi har i udvalget ved vores seneste møde besluttet, at vi i år viderefører to puljer, I som foreninger kan søge midler fra. Således har vi afsat 100.000 kr. til puljen for internationalt samarbejde og 150.000 kr. til vores initiativpulje. Med Initiativpuljen ønsker vi at støtte:
Nye initiativer, som er med til at fremme det frivillige engagement i foreningen eller aftenskolen, nye aktiviteter, som ikke før er afprøvet i foreningen eller aftenskolen, samt nye samarbejder eller partnerskaber, som ikke før er afprøvet i foreningen eller aftenskolen.
Det var ikke længe før I kan læse mere om puljerne og søge dem via kommunens hjemmeside, fortalte Kenneth Jensen.

Omkring 250 mennesker deltog i årets prisfest i Skibbyhallen. Foto: Frederikssund Kommune.Omkring 250 mennesker deltog i årets prisfest i Skibbyhallen. 

Fire priser og 95 anerkendelser

Der blev uddelt fire priser: Idrætsprisen, Lederprisen, Unge lederprisen og Fritidsprisen. Hertil blev der uddelt 95 anerkendelser til udøvere, der har opnået gode resultater i årets løb.

Idrætsprisen

Vinderen af årets idrætspris blev Josephine Vedel Søndergaard Nielsen fra Skibby Ride- og Voltigeklub. I motiveringen for indstillingen lød det blandt andet:

Josephine er en helt speciel person. Hun brænder for sin sport, som er voltige. Hun deltog i mange stævner i foråret 2023 og blev flot placeret i top tre. Det gjorde at hun blev udtaget af Dansk Rideforbund til at repræsentere Danmark ved VM i Voltige for Junior. Her var Josephine oppe mod 56 af de bedste voltigører fra hele verden, og fik en flot sølvmedalje.

- Jeg blev ret overrasket, men det er ret fedt at vinde prisen, sagde en glad Josephine efter at have modtaget prisen. Voltigering er en ret dyr sport, så præmien på 5000 kr. skal nok få ben at gå på f.eks. til nye dragter, mente vinderen. Josphine er blot 16 år gammel og har dyrket voltigering i fem år.

Lederprisen

Årets lederpris gik til Benjamin Withen fra Frederikssund Børnefilmklub. Benjamin overtog formandsposten i børnefilmklubben i 2020, og skulle dermed løfte arven efter klubbens første formand. En klub han selv var kommet i som barn og her havde fundet et fristed i filmenes verden. Han har ydet en formidabel indsats for klubben, som nu har over 1.000 medlemmer fordelt over hele Frederikssund Kommune.

Desuden er der nu skabt særligt ungdoms-medlemskab, ny-opbygget hjemmeside, nyhedsbreve, forfilm og meget andet. Mottoet er: Film skal ses i fællesskab, hed det blandt andet i indstillingen.

- Jeg er beæret over bare at være nomineret til prisen, og at få den efter bare fire år som formand er jeg meget glad for, fortæller Benjamin Withen. Han forstiller sig, at prisen på 5000 kr. skal gå til en god sommerfest for de mange frivillige, der er med til at drive filmklubben.

- Uden dem kunne jeg ikke gøre det, fastslår han.

Unge lederprisen

Det blev Caroline Olsen fra Rulleskøjteklubben FRISK, der løb med Unge lederprisen, som gives til en leder under 25 år. Caroline træner klubbens ældste solo- og eliteløbere. Opgaven er at udvikle deres tekniske niveau og fastholde motivation.

I indstillingen lyder det blandt andet:

”Caroline løser opgaven med stort engagement og vilje til altid at yde sit bedste; sportsligt som mentalt. Caroline skaber en tryg og stærk platform for løbernes udvikling, og hun er ikke bange for at tage den svære snak både individuelt og kollektivt, når det er påkrævet. Hun gør en stor forskel, og har på sin helt egen stille facon vundet løbernes respekt og tillid ved at skabe kontinuitet og ro hos løberne.”

- Jeg er meget overrasket. Det er meget stort og en vildt god følelse, fortæller Caroline umiddelbart efter at have modtaget prisen på 5000 kr.

Caroline træner rulleskøjteløberne på Ådalens Skole fire – fem gange ugentligt i ca. tre – fire timer hver gang. Hun startede i klubben som hjælpetræner i 2015 og har blandt andet været med løberne til VM i Columbia.

Fritidsprisen

Årets fritidspris gik til to personer, der sammen har sat initiativet Bikepark Frederikssund i verden. Bikepark Frederikssund er et ganske nyt initiativ, da det kun er ca. et år siden, foreningen og parken så dagens lys. Af indstillingen fremgår det blandt andet, at initiativet er forankret i CK Viking, men det er Anders Laustsen og Jes Dabelsteen, som er de to ildsjæle bag initiativet. Et initiativ som de to har planer om at bygge videre på i årene der kommer.

- Bikeparken er et nyt tilbud der fremmer fritidsaktiviteter til både børn, unge og voksne. I tilgift virker det også sundhedsfremmende med en aktiv fritid i en aktiv krop uanset alder og niveau – og det må man sige er muligt med aktiviteterne i den nye bikepark som er åbent 24/7/365. Der er som sådan heller ikke krav om, at deltagerne skal være medlem i en bestemt forening for at deltage i aktiviteter, fortalte Kenneth Jensen inden han overrakte prisen på 15.000 kr.

- Vi er meget glade for anerkendelsen. Vi har brugt rigtig mange timers arbejde på det her, men det er det hele værd, når man ser, hvor meget glæde det skaber i hverdagen for rigtig mange, fortæller de to prisvindere. De fastslår endvidere, at de kun er halvvejs, og at der er meget at arbejde videre med.

Vinderne fra venstre: Caroline Olsen, Benjamin Withen, Alice Linning, næstformand i Folkeoplysningsudvalget, Kenneth Jensen (A), formand for Folkeoplysningsudvalget, Josephine Vedel Søndergaard Nielsen, Anders Laustsen, Sylvester Laustsen og Jes Dabelsteen. Foto: Frederikssund Kommune.Vinderne fra venstre: Caroline Olsen, Benjamin Withen, Alice Linning, næstformand i Folkeoplysningsudvalget, Kenneth Jensen (A), formand for Folkeoplysningsudvalget, Josephine Vedel Søndergaard Nielsen, Anders Laustsen, Sylvester Laustsen og Jes Dabelsteen. 

Anerkendelser

Efter prisuddelingerne blev der uddelt ikke færre end 95 anerkendelser. De gives til personer eller hold fra en forening, der er godkendt som folkeoplysende forening i Frederikssund Kommune, og som har vundet

  • guld, sølv eller bronze ved internationale eller danske mesterskaber,
  • eller vundet guld ved landsdelsmesterskaber eller sjællandske mesterskaber i regi af Danmarks Idræts-Forbund, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Dansk Firmaidrætsforbund eller Dansk Handicap Idræts-Forbund.

Denne gang kunne også spejdere eller spejdergrupper opnå en anerkendelse, hvis de har vundet en eller flere godkendte spejderaktiviteter, eller som har gennemført projekter eller events som har et specifikt, udfordrende spejdermæssigt islæt.

- Det er der heldigvis en del spejdere som har, så derfor er det for første gang ikke kun idrætspræstationer vi hylder, fastslog udvalgsformanden.

De 95 modtagere af anerkendelser. Foto: Frederikssund Kommune.De 95 modtagere af anerkendelser.

Fotos: Frederikssund Kommune.