Frederikssund Kommunes logo
19. december 2023

Watertubes lægges ud onsdag

Onsdag formiddag kl. 10.00 påbegynder Frederiksborg Brand og Redning etablering med mobile diger; de såkaldte watertubes. Det sker efter følgende plan:

  1. Hyllingeriis: Her påbegyndes arbejdet cirka kl. 10.00.
  2. Færgevej i Frederikssund: Her påbegyndes arbejdet cirka kl. 10.30.
  3. Smedeengen/Kignæshallen i Jægerspris: Her påbegyndes arbejdet cirka kl. 13.30.
  4. Watertuben på Strandvej og J.F. Willumsensvej forventes påbegyndt kort efter kl. 15.00. Vi udsender særskilt nyhed herom onsdag.

Vedrørende watertubes langs nordkajen og Sydkajen i Frederikssund, langs Stenværksvej udsender vi også særskilt nyhed onsdag, når planen er klar.

Det vil ikke være muligt for beboere på Lille Færgevej og Strandvej at køre od og ind med biler fra deres ejendom, hvorfor vi opfordre til at flytte bilerne.

Watertubes langs Strandvej i Frederikssund ved stormfloden Malik i januar 2022. Foto: Kenneth Jensen, Frederikssund Kommune.Watertubes langs Strandvej i Frederikssund ved stormfloden Malik i januar 2022.

Borgere skal forlade deres bolig

Senest fredag kl. 10 skal alle borgere i Hyllingeriis have forladt området. Evakueringen af Hyllingeriis sker selv om området søges sikret med watertubes, fordi beredskabet ikke hurtigt nok vil kunne yde hjælp og støtte til alle borgere, hvis området alligevel bliver oversvømmet. Det vil heller ikke være muligt at komme ud af området ved egen hjælp, hvis der sker oversvømmelse.

I Frederikssund skal borgerne i Skyllebakke Havn også forlade deres bolig senest fredag kl. 10. I de ejendomme i Borgervænget, på Fasanvej, Egernvej, Fjordtoften, Lille Færgevej og Færgevej, som er i risiko for oversvømmelse, opfordres beboerne til at forlade boligerne. 

I Hornsherred opfordres beboerne i en række ejendomme i det nordlige Kulhuse, på Over Dråby Strand, på Tørslev Hage, på Over Dråbe Strand og Skuldelev Strand samt ved Smedengen, langs Hovedgaden i Jægerspris og i Vænget i Jægerspris ligeledes til at forlade deres boliger senest fredag kl. 10.

For alle områderne gælder, at ophold i boligerne vil være på eget ansvar, og at beredskabet ikke kan love at komme til undsætning.

Alle beboere informeres så vidt muligt via SMS og besked i e-Boks i løbet af tirsdag aften. Kommunens korps af informatører vil også være tilstede i Hyllingeriis, Kulhuse, Over Dråby Strand, Tørslev Hage, Frederikssund midtby og Skuldelev Strand de kommende dage, og her banke på hos alle berørte beboere, for at sikre at budskabet når ud til alle.

Nødindkvartering

Borgere, der som følge af evakueringen har behov for nødindkvartering fredag og lørdag, kan kontakte kommunes callcenter onsdag efter kl. 12 for at blive skrevet op. Man vil så modtage nærmere info efterfølgende.

Det lille men...

Bemærk, at varslet kan ændre sig, hvis prognosen for vandstand reguleres i nedadgående retning i løbet af de næste par døgn. I så fald udsendes nyt varsel til alle berørte ejendomme.

Kronprins Frederiks Bro lukkes

Broen forventes lukket fra onsdag cirka kl. 15.00 og frem til oprydning er afsluttet i weekenden. Vi informerer nærmere om dette i særskilt nyhed onsdag, når den præcise tidsplan er på plads.

Det vil under lukningen være muligt med varsomhed at passere broen på sydsiden på cykel eller til fods. Passage sker i så fald på eget ansvar og risiko.

Fredag ved frokosttid forventes broen oversvømmet. Herefter vil broen være helt lukket for al passage.

Foto: Kenneth Jensen,
Frederikssund Kommune.