Frederikssund Kommunes logo
4. august 2023

Skolestart: Pas på børnene i trafikken

Sommerferien er snart slut for skoleeleverne, og fra onsdag den 9. august vil der igen blive trængsel på skolevejene. I alt skal 3490 skoleelever begynde efter sommerferien, og heraf er de 324 nye 0. klasser. Derfor opfordrer Frederikssund Kommune og Rådet for Sikker Trafik til, at trafikanter viser ekstra hensyn til skoleeleverne og især til de mange nye 0. klasser, der begynder i skole for første gang.

Frederikssund Kommune har sat plakater op i vejkanten omkring skolerne med budskabet ”Børn på vej”. Samtidig vil der også være ekstra opmærksomhed fra politiet på vejene omkring skolerne i ugerne omkring skolestart.

Kan føles utrygt

Forældrene til de yngste elever er ikke helt så trygge, som forældrene til de større børn. De vurderer nemlig i højere grad skolevejen som usikker, og det skyldes særligt adfærden på vejen omkring skolen. Det viser en tryghedsundersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik fik lavet i 2021.

38 procent af forældrene til de 5 til 8-årige oplever skolevejen som delvist eller meget usikker, mens det blandt forældrene til de 13 til 16-årige er 28 procent.

Næsten alle forældre, der selv færdes i trafikken ved skolen, svarer i undersøgelsen, at de selv viser hensyn i morgentrafikken omkring skolerne. Men 39 procent har oplevet andre forældre, som har kørt for stærkt omkring skolen, og 34 procent har oplevet forældre, som har været uopmærksomme pga. deres mobil.

- Det er forståeligt, at forældrene til de yngste skolebørn er bekymrede for at lade deres børn gå eller cykle i skole. Men forudsætningen for, at de overhovedet vil overveje, om deres børn selv må transportere sig til skole, er, at de oplever en tryg skolevej. Derfor opfordrer vi både forældre og andre trafikanter, som passerer forbi skoler, til at udvise særligt hensyn, siger Rosa Nissen, der er specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Plakat med ordene Børn på vej ved fortov med børn på vej til skole. Foto: Rådet for sikker trafik.Eleverne starter i skole den 9. august.

Foto: Rådet for Sikker Trafik.