Frederikssund Kommunes logo

Skole, klub og SFOs møde den 13. august 2025

Mødelokale F8 kl. 14.00

Referat

Fold alle punkter

52Godkendelse af dagsorden

Beslutning

Godkendt.

Fraværende:

Anna Poulsen (F)

Jørgen Bech (V)

53Beslutning om sagsbehandlingsfrister på det sociale område

Resume

Efter en gennemgang af Frederikssund Kommunens offentliggjorte sagsbehandlingsfrister på det sociale område af 26. marts 2025, har Ankestyrelsen den 2. maj 2025 sendt en tilsynsudtalelse til Frederikssund Kommune. Ankestyrelsen oplyser, at der fortsat mangler at blive offentliggjort sagsbehandlingsfrister vedrørende ansøgningssager på flere områder. På den baggrund har Administrationen lavet en ny oversigt med flere sagsbehandlingsfrister, herunder tilføjet en opsamlende sagsbehandlingsfrist med henblik på politisk godkendelse. Der er ikke nye konkrete sagsbehandlingsfrister der vedrører Skole, klub og SFOs område, hvorfor udvalget med denne sag skal beslutte at anbefale den nye opsamlende sagsbehandlingsfrist, over for Økonomiudvalget og Byrådet.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Skole, klub og SFO over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Godkende forslag til en opsamlende sagsbehandlingsfrist på 12 uger.

Beslutning

Anbefales.

Fraværende:

Anna Poulsen (F)

Jørgen Bech (V)

Sagsfremstilling

I tilsynsskrivelse af 2. maj 2025 (bilag 1) har Ankestyrelsen gjort Frederikssund kommune opmærksom på, at kommunen fortsat mangler at offentliggøre sagsbehandlingsfrister på det sociale område. Ankestyrelsen kommer i den forbindelse med eksempler på manglende sagsbehandlingsfrister på flere områder og bemærker, at opremsningen ikke er udtømmende.

Det bemærkes, at Ankestyrelsen herudover ikke har yderligere kommentarer til de øvrige forhold, som blev påtalt i tilsynsskrivelse af 9. oktober 2024 (bilag 3).

Ankestyrelsen har endvidere telefonisk opfordret til, at Frederikssund kommune laver en opsamlende sagsbehandlingsfrist gældende for alle de ansøgningssager, som ikke måtte fremgå af kommunens offentliggjorte oversigt. En opsamlende sagsbehandlingsfrist vil medføre, at kravet om sagsbehandlingsfrister for alle ansøgningsparagraffer vil anses for at være imødekommet fra kommunens side, selv om der fortsat er frister, som ikke specifikt fremgår af kommunens oversigt over sagsbehandlingsfrister.

Administrationen har på baggrund af henvendelsen lavet et nyt udkast til sagsbehandlingsfrister på det sociale område (bilag 2) og anbefaler, at der i oversigten over sagsbehandlingsfrister tilføjes en opsamlende sagsbehandlingsfrist på 12 uger gældende for alle ansøgningsparagraffer på det sociale område, der ikke måtte fremgå af kommunens oversigt over sagsbehandlingsfrist med følgende ordlyd:

”For alle paragraffer, som ikke fremgår af listen, gælder en sagsbehandlingsfrist på 12 uger”

Den opsamlende sagsbehandlingsfrist på 12 uger, gælder kun for ansøgningsparagraffer indenfor det sociale område og lovområder omfattende udvalgene Job, erhverv og kultur, Børn, familier og forebyggelse, Omsorg og ældre, Social og sundhed samt Skole, klub og SFO, som ikke specifikt fremgår af kommunens offentliggjorte oversigt. Dermed vil det kun være et ganske lille antal ansøgningsparagraffer, som omfattes af den opsamlende sagsbehandlingsfrist, ligesom administrationen vil ofte kunne behandle ansøgningerne langt hurtigere end 12 uger, hvis sagerne er ukomplicerede.

Administrationen anbefaler, at Skole, klub og SFO anbefaler en ny opsamlende sagsbehandlingsfrist på 12 uger overfor Økonomiudvalget og Byrådet.

Fastsættelse af fristerne

Administrationen vurderer ved fastsættelse af en frist, hvor lang tid det gennemsnitligt vil tage at oplyse en sag og træffe afgørelse samt om den er afgørende betydning for borgerens livsførelse, som fx ved ansøgninger om kontante ydelser. I spidsbelastningsperioder eller i mere komplicerede sager, kan en sagsbehandlingsfrist blive overskredet. I dette tilfælde, bliver borgeren oplyst om, hvornår de kan forvente at få en afgørelse. En sagsbehandlingsfrist er fastlagt med det udgangspunkt, at 80-90 % af alle sagerne får en afgørelsen indenfor fristen.

Sagsbehandlingsfristen er udtryk for den maksimale sagsbehandling, således borgeren ofte vil modtage en afgørelse før fristen.

Den nye oversigt med sagsbehandlingsfrister (bilag 2) vil, hvis den bliver godkendt, blive offentliggjort på kommunens hjemmeside senest den 15. september 2025.

Inddragelse

Sagen har været i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed.

Rådets svar:

Rådet er af den opfattelse, at det er vigtigt at offentliggøre alle sagsbehandlingsfristerne, da det bidrager til transparens og gennemsigtighed på det sociale område og dermed styrker borgernes retssikkerhed. Rådet er derfor enig i, at det er en god idé med en opsamlende sagsbehandlingsfrist ( på 12 uger) for alle paragraffer, som ikke fremgår af listen, således at borgerne altid kender den maksimale sagsbehandlingstid.

Rådet anbefaler, at det tilføjes, at ”Fristerne gælder fra det tidspunkt, hvor kommunen modtager borgerens ansøgning” samt at borgeren skriftligt får besked, om hvornår han/hun kan forvente at modtage en afgørelse, såfremt tidsfristen ikke kan overholdes.

Mht de 3 nye sagsbehandlingsfrister har Rådet ikke kunnet nå at indhente kvalificeret fagligt input pga. den meget korte høringsfrist, og Rådet har derfor ingen kommentarer til disse.

Økonomi

Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

54Orientering om status på arbejdet med at implementere folkeskolens kvalitetsaftale

Resume

Med den politisk vedtagne ’Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram’ træder en række ændringer i kraft fra skoleåret 2025/2026. Ændringerne indebærer øget lokal frihed til organisering af skoledagen samt nye nationale tiltag som fx juniormesterlære og lokale valgfag. Med denne sag orienteres Skole, klub og SFO om status på implementeringen af folkeskolens kvalitetsaftale. Skolelederne fra kommunens seks skoler deltager under punktet.

Indstilling

Administrationen indstiller til Skole, klub og SFO, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende:

Anna Poulsen (F)

Sagsfremstilling

Baggrund

Skole, klub og SFO blev på møde 6. november 2024 (sag 76) orienteret om aftalens indhold samt om skoleområdets plan for implementering heraf. På møde 2. april 2025 (sag 27) traf Skole, klub og SFO særskilt beslutning om juniormesterlære, som er et af aftalens større initiativer.

Med denne sag orienteres Skole, klub og SFO om status på implementeringsprocessen med fokus på lokal tilpasning og ledelsesunderstøttelse. Implementeringsarbejdet er pågået i et tæt samarbejde mellem Administrationen og skolerne.

Hovedelementer i folkeskoleaftalen

Med den politisk vedtagne ’Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram’ træder en række ændringer i kraft. Ændringerne medfører øget lokal frihed til organisering af skoledagen samt nye nationale tiltag som fx juniormesterlære og lokale valgfag. Derudover er de helt centrale temaer i den nye kvalitetsaftale; styrket fokus på elevinddragelse, medbestemmelse, valgfrihed og praksisfaglighed. De nye frihedsgrader giver mulighed for en styrket lokal faglig og pædagogisk prioritering.

Folkeskoleaftalen består af i alt 33 nye initiativer, som skal implementeres gradvist henover de kommende skoleår. Hovedparten af initiativerne skal implementeres i kommende skoleår, og kræver en stor indsats fra skolerne.

Nedenfor oplistes kort de initiativer der træder i kraft til kommende skoleår, opdelt på tematiske overskrifter.

Frisættelse og lokal beslutningskraft

  1. Kortere skoledage og afskaffelse af understøttende undervisning

    Den understøttende undervisning afskaffes. Skolerne får frihed til at tilpasse skoledagens længde og anvende ressourcerne fleksibelt gennem en "timebank", der kan bruges til fx to-voksenordninger, holddannelse og styrkelse af fritidstilbud.

  2. Afskaffelse af krav om 45 minutters daglig bevægelse

    Kravet om daglig bevægelse bortfalder. Det bliver op til den enkelte skole at beslutte, hvordan og i hvilket omfang bevægelse skal indgå i skoledagen.

  3. Afskaffelse af krav om lektiehjælp og faglig fordybelse

    Skolerne er ikke længere forpligtet til at tilbyde lektiehjælp og faglig fordybelse. Det bliver en lokal beslutning, hvordan disse tilbud eventuelt videreføres.

  4. Afskaffelse af krav om fuld kompetencedækning i indskolingen

    Kravet om, at alle lærere i indskolingen skal have undervisningskompetence i deres fag, ophæves. Skoleledelsen får dermed større fleksibilitet i tilrettelæggelsen af undervisningen.

  5. Afskaffelse af obligatorisk projektopgave i 9. klasse

    Projektopgaven i 9. klasse bliver frivillig. Skolerne kan selv beslutte, om de vil tilbyde den.

  6. Mulighed for karakterer i 6. og 7. klasse

    Skolerne får mulighed for at indføre standpunktskarakterer i 6. og 7. klasse, ledsaget af mundtlig eller skriftlig feedback.

  7. Skolebestyrelsens deltagelse i skoleudviklingssamtaler

    Skolebestyrelsen får ret til at deltage i skoleudviklingssamtaler, hvilket styrker det lokale medansvar for skolens udvikling.

Mere praktisk undervisning og valgfrihed

  1. Juniormesterlære i udskolingen

    Fra 1. august 2025 skal skoler tilbyde juniormesterlære, hvor eleverne kombinerer skolegang med praktisk forløb.

  2. Lokale valgfag i 7.-9. klasse

    Skoler skal tilbyde nye lokale valgfag på 60 timer årligt i enten 7.-8. eller 8.-9. klasse, hvilket giver eleverne større valgfrihed og mulighed for at fordybe sig i interesser.

  3. Ny timetalsfordeling

    Der indføres en ny timetalsfordeling, som gradvist reducerer det samlede timetal med 330 timer fra 1.-9. klasse. Dette giver skolerne mulighed for at prioritere undervisningstid anderledes.

Ændringer i prøver og læreplaner

  1. Lempede bindinger i Fælles Mål

    Fra 1. januar 2025 er færdigheds- og vidensmål i Fælles Mål ikke længere bindende, men vejledende. Det giver lærerne større frihed til at tilpasse undervisningen.

  2. Ny prøvestruktur fra skoleåret 2025/2026

    Antallet af obligatoriske prøver reduceres fra otte til seks. Mundtlig engelsk bliver en udtræksprøve, og prøven i idræt fjernes.

Implementering

Intentionen med aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram er en udstrakt frisættelse.

I overensstemmelse med aftalens intentioner om frisættelse og Frederikssund Kommunes strategiske indsats 'Frisættelse gennem tillid og regelforenkling' har der i implementeringen af den nye folkeskoleaftale i Frederikssund Kommune været fokus på, at aftalens nye frihedsgrader overføres til reel mulighed for en styrket lokal faglig og pædagogisk prioritering på den enkelte skole. Samtidig har det været afgørende, at implementeringen sker med fokus på læring, trivsel og kvalitet på kommunens folkeskoler, hvorfor der i Administrationens proces med skoleledelserne har været fokus på faglig dialog om aftalens initiativer, forud for lokale beslutninger.

Administrationen har altså siden efteråret 2024 samarbejdet med skolelederne om en implementeringsproces med fokus på lokal beslutningskompetence, kombineret med fælles faglige dialoger og central understøttelse. Hertil er der, i forhold til de særligt store indsatsområder; juniormesterlære, oprettelse af nye valgfag og målrettet indsats i dansk og matematik, nedsat særlige arbejdsgrupper med bred repræsentation fra skoler, Administration og andre relevante parter.

Vedlagt denne sag findes et samlet overblik over status på implementering af de initiativer der enten er trådt i kraft eller træder i kraft til kommende skoleår, samt som kræver lokale beslutninger og handlinger.

Skolelederne deltager under dette punkt, og giver udvalget indblik i de lokale prioriteringer.

Inddragelse

Skolelederne på kommunens skoler har sammen med Administrationen arbejdet målrettet med proces for implementering siden efteråret 2024. Som en del af processen har der været fokus på skolernes løbende inddragelse af medarbejdere og skolebestyrelse i lokale drøftelser og beslutninger i forbindelse med aftalens initiativer.

Økonomi

Center for Økonomi bemærker, at sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser. Den økonomiske ramme vedr. folkeskolens kvalitetsprogram er blevet udmeldt til skolerne.

Bilag

55Meddelelser

Beslutning

Håndtering af klagesag.

Taget til efterretning.

Fraværende:

Anna Poulsen (F)

Sagsfremstilling

  • Kommende arrangementer
  • Referat fra samarbejdsmøde med skolebestyrelsesformænd 22. maj
  • Brev fra børne- og undervisningsministeren om tilsyn med kvalitetsaftaler
  • Sager på vej 2025

Bilag

56Underskrifter

Beslutning

-

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark.

Når der trykkes godkendt, svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.