Frederikssund Kommunes logo

Overgang fra ung til voksen

Lovgrundlag

Serviceloven § 19a.

Bekendtgørelse om lov om kommunal indsats for unge under 25 år.

Formål med indsatsen

Denne kvalitetstandard er til dig, der modtager hjælp og ydelser fra Center for Familie og Rådgivning og er fyldt 16 år, og til dine forældre. Målet er at sikre at du og din familie får den den nødvendige støtte og vejledning, så du oplever en god og sammenhængende overgang fra ung til voksen. Målet er også, at du oplever at få den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt.

Når du fylder 18 år, sker der nogle ændringer både for dig og for dine forældre i forhold til den støtte og de ydelser, du indtil nu har fået fra Center for Familie og Rådgivning. Hvis du stadig har behov for støtte, når du er fyldt 18 år, sker der fx et skift i, hvem du og din familie har kontakt til i kommunen. Samtidig ændres din og dine forældres rettigheder og forpligtelser.

Målgruppe

Alle unge, der får hjælp og støtte fra Center for Familie og Rådgivning og som forventes at have brug for støtte fra andre afdelinger i kommunen, efter de er fyldt 18 år.

Indhold

Når du fylder 16 år, vil din rådgiver i Center for Familie og Rådgivning og din kommende rådgiver på voksenområdet sammen med dig og dine forældre begynde at planlægge din overgang fra ung til voksen. Det er vigtigt, at forberedelserne starter i god tid. Det betyder, at der skal tages beslutning om en eller flere af følgende forhold:

  • Dit behov for hjælp og støtte som følge af dine udfordringer eller funktionsnedsættelse.
  • Din uddannelse.
  • Dit arbejde og dine økonomiske forhold.
  • Dine boligforhold.
  • Dine sociale forhold.
  • Eventuelt behov for værge.
  • Andre forhold, der kan være relevante.

Den rådgiver, som du kender i forvejen, vil have ansvaret for processen og sammen med dig beslutte hvilke andre afdelinger i kommunen, der måske skal deltage.

Alt efter din situation, kan der være brug for flere møder med dig og dine forældre for at afklare, hvad der skal ske, når du bliver 18 år.

Det er vigtigt, at du deler oplysninger om din situation med kommunen og kontakter din rådgiver, hvis der sker ændringer.

Når du er under 18 år, er det normalt dine forældre, som sammen med dig tager beslutninger om dine forhold. Når du er blevet 18 år, skal du være opmærksom på, at dine forældre ikke længere automatisk bliver involveret i din sag med kommunen. Hvis du ønsker, at de stadig skal være en del af din sag, skal du give dem tilladelse. Din rådgiver kan fortælle dig mere om, hvordan du kan gøre det.

Samtidig ændres den måde, som støtten vurderes og besluttes på. Indtil du bliver 18 år, er der mest fokus på din familiesituation. Når du fylder 18 år, bliver du myndig. Det betyder, at du ikke længere er omfattet af dine forældres forsørgelsespligt. Derfor vil du opleve, at kommunen fremover i højere grad vil have fokus på dine egne forhold og behov. Din rådgiver kan hjælpe dig med at forklare, hvad det betyder for dig.

Dine forældre vil også opleve, at de lovgivningsmæssigt ikke længere kan modtage de samme ydelser.

Omfang og varighed

Fra når du fylder 16 år, og frem til du er blevet 18 år.

Frit valg

Da det er kommunens ansvar og opgave at planlægge en god og sammenhængende overgang fra ung til voksen, har du ikke mulighed for at vælge andre til at udføre opgaven.

Hvem skal jeg kontakte

Hvis du har spørgsmål eller får behov for støtte, kan du henvende dig til Afdeling for Voksenstøtte i Center for Voksenstøtte og Omsorg. Ring på telefonnummer 47 35 10 00 eller se mere i afsnittet ”Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har behov for støtte?” eller til Center for Familie og Rådgivning på telefonnummer 47 35 10 00.

Politisk udvalg

Kvalitetsstandarden hører under Social og sundhed samt Børn, familier og forebyggelse.