Frederikssund Kommunes logo
25. januar 2023

Frederikssund Kommune tilbyder betalingskort i klubberne

Frederikssund Kommunes institutioner – i første omgang på klubområdet – gør det nu endnu nemmere at betale digitalt. Det sker, når Frederikssund Kommune indfører betalingskortet FK-pay. Kortet er et plastickort, der kun kan bruges i Frederikssund Kommunes klubtilbud, hvor forældrene kan indsætte penge og løbende holde øje med forbruget. 

Sparer tid og administration

- Kortet er en del af en proces hen imod at kommunen bliver kontantfri. I klubberne har vi gennem flere år ledt efter et system, der passede til vores brug. Med FK-pay har vi fået en rigtig fin løsning for klubberne, som samtidig rummer mulighed for at blive udrullet til flere af kommunens institutioner, fortæller Christian Vilhelmsen, der er pædagogisk leder for Frederikssund Kommunes klubber i Hornsherred Syd.

I kommunens klubtilbud kan der være brugerbetaling på f.eks. materialer til kreative aktiviteter, ture og arrangementer, eftermiddagsmad og lignende. Brugen af kontanter eller mobilepay betyder at pædagogerne skal bruge tid på at administrere og kontrollere betalingerne. Med overgangen til FK-pay vil medarbejderne få frigjort tid, som kan bruges på aktiviteter med børnene i stedet.

- For forældrene er fordelene, at man kan følge med i sit barns forbrug og dermed så småt træne barnet i at kunne administrere et betalingskort, tilføjer Christian Vilhelmsen.

Frederikssund Kommune indfører FK-pay fra starten af februar 2023 i kommunens klubber.

Læs mere, og se hvordan du bruger FK-pay på kortets hjemmeside.