Frederikssund Kommunes logo
18. maj 2022

Grøn og social omstilling i Slangerup

Baisikeli flyttede til Slangerup i maj 2021 og åbnede deres butik og værksted i juni samme år. Siden da er der sket meget lige uden for byskiltet, hvor ejendommen har forvandlet sig til en større butik med alskens cykler og dertilhørende udstyr samt et driftigt cykelværksted med flere medarbejdere.

- Baisikeli er en utrolig spændende virksomhed med stort socialt og miljømæssigt sigte og med mange spændende planer for yderligere forretningsudvikling. Jeg sætter stor pris på denne direkte kontakt, så vi som kommunen hele tiden har en god dialog om, hvilke behov og udviklingsmuligheder der er. Vi skal som myndighed skal være med til at opfylde erhvervslivets behov på bedst mulig vis, siger borgmester Tina Tving Stauning (A) om besøget hos Baisikeli. 

Borgmester Tina Tving Stauning og administrerende direktør Niels Bonefeld. Foto: Frederikssund Kommune.Borgmester Tina Tving Stauning og administrerende direktør Niels Bonefeld.

Foto: Frederikssund Kommune.

Grøn omstilling og socialt arbejde

Under besøget var forskellige emner på dagsordenen, herunder grøn omstilling og virksomhedens sociale arbejde suppleret med en rundvisning. Baisikeli er en socioøkonomiske virksomhed, der er certificeret under Benefit Corporation. Når en virksomhed er B Corp-certificeret, behandler virksomheden planeten med omtanke, engagerer sig positivt i samfundet og balancerer en sund forretningsmodel og værdikæde med medarbejdertrivsel. Hos Baisikeli glæder man sig over besøget med borgmesteren:

- Hos Baisikeli arbejder vi altid på at omstille os de udfordringer, der er i samfundet. Det er helt afgørende at vi kontinuerligt er i dialog med kommunen omkring vores udviklingsmuligheder, da der er mange forhold at tage højde for. Besøget af borgmesteren var en fornøjelse og gav anledning til gode drøftelser på den social og grønne dagsorden, hvor vi hos Baisikeli har mange planer, fortæller administrerende direktør Niels Bonefeld.

Der vil i sensommeren og efteråret være flere virksomhedsbesøg.