Frederikssund Kommunes logo
23. marts 2020

Stor tilfredshed med Rådgivningshuset

Rådgivningshuset, der holder til på Kilde Allé nr. 7, åbnede i februar sidste år som en indgang til kommunens tilbud på socialområdet. Rådgivningshuset er et forebyggende, tværfagligt tilbud. Rådgivningshuset tilbyder råd og vejledning, individuelle samtaleforløb samt gruppeforløb til borgere, der oplever psykiske problemstillinger, udsathed, misbrug eller er i risiko for at udvikle disse problemstillinger. I Rådgivningshuset kan man få let tilgængelig og hurtig hjælp ved at ringe eller møde op uden forudgående aftale.

Evaluering viser stor tilfredshed

I forbindelse med at Rådgivningshuset har eksisteret i et år, har Social- og Sundhedsudvalget i Frederikssund Kommune besluttet at evaluere tilbuddet med en brugertilfredshedsundersøgelse.

I alt har 96 personer har deltaget i undersøgelsen, der viser en entydig og stor tilfredshed med tilbuddet. 92% af de adspurgte svarer, at de i Rådgivningshuset får den støtte og vejledning, de har brug for. Endvidere svarer 99% at de vil anbefale Rådgivningshuset til andre.

Susanne Bettina Jørgensen, formand for Social- og Sundhedsudvalget (A) er begejstret over undersøgelsens resultater:

- Det er en meget stor glæde at høre, at borgerne er tilfredse med tilbuddet. Flere fortæller, at Rådgivningshuset har haft en stor betydning for dem i deres udvikling, og at de er overraskede over at kunne så meget selv med den rette støtte. Det var jo netop, hvad vi ønskede med dette tilbud, og det en særlig stor fornøjelse at se, hvor godt det er lykkedes, siger udvalgsformanden.

Brugernes mening

I tillæg til spørgeskemaundersøgelsen er der gennemført interviews med nogle af Rådgivningshuset brugere. En bruger udtaler, at:

- Det er særligt godt med muligheden for at komme ind fra gaden, det giver en åbenhed. Når man har det svært psykisk, skal det være nemt og ligetil at få hjælp, ellers kan man ikke magte det og bliver væk.

Flere af brugerne fremhæver personalets anerkendende tilgang, som en positiv oplevelse:

- Der bliver lyttet til små og store problemer, som man får hjælp til at tackle. De er gode til at lytte til en, de følger op og spørger ind, og de forstår, hvad man siger.

Om Rådgivningshuset

Rådgivningshuset er et tilbud til dig over 30 år, som oplever problemer med at få hverdagen til at hænge sammen, føler dig isoleret, modtager post, du ikke forstår, har problemer med at styre din økonomi eller har brug for rådgivning om alkohol og stoffer. 

Som borger eller pårørende til borgere med fysiske, psykiske eller sociale udfordringer kan man under normale omstændigheder henvende sig personligt til Rådgivningshuset. Men på grund af den nuværende situation vedrørende coronasmitte er der lukket for personlige henvendelser.

Det er dog muligt at ringe mandag, onsdag-fredag kl. 9-12 på 70 22 22 10. Læs mere om Rådgivningshuset.

Borgere under 30 år henvises til Ungekontakten.

Rådgivningshusets medarbejdere poserer foran husets facade. Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.Rådgivningshusets medarbejdere poserer foran husets facade.

Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.