Frederikssund Kommunes logo
14. maj 2020

Brug 2 sekunder mere på at orientere dig i krydset

Frederikssund Kommune deltager i den landsdækkende kampagne ”Brug 2 sekunder mere” sammen med Rådet for Sikker Trafik for at nedbringe antallet af alvorlige cykelulykker. Budskabet til både bilister og cyklister er at bruge en lille smule ekstra tid på at orientere sig i krydset.  

Bilister og cyklister vil møde budskabet i trafikken, hvor kommunen har sat plakater op i vejkanten og malet budskabet på cykelstierne. Det sker for at minde trafikanterne om, at det godt kan betale sig at bruge god tid på orientering op mod et kryds.

Kampagnetekst på en cykelsti. Foto: Frederikssund Kommune.Kampagnetekst på en cykelsti. Foto: Frederikssund Kommune.

Fra 2014 til 2018 er 85 cyklister blevet dræbt, ligesom 1.785 cyklister er kommet alvorligt til skade i kryds i hele landet. De fleste af ulykkerne kunne have været undgået, hvis bare bilist og cyklist havde orienteret sig bedre.

7 ud af 10 alvorlige cykelulykker sker i kryds. De alvorligste ulykker sker typisk, når en bil skal svinge til højre eller venstre og overser en cyklist, der skal lige ud. Ulykkerne sker oftest i myldretiden og rammer både mænd og kvinder i alle aldre.

Kampagnen kører fra 18. maj til 7. juni. De mest hyppige ulykkestyper fremgår af figuren nedenfor.

Grafik, der viser fire risikosituationer i trafikken. Grafik: Rådet for Sikker Trafik.Grafik, der viser fire risikosituationer i trafikken. Grafik: Rådet for Sikker Trafik.