Frederikssund Kommunes logo
2. juli 2020

Igen muligt at besøge ældre indendørs

I næsten fire måneder har det ikke været muligt at besøge de ældre i deres bolig på omsorgscentrene. Siden midten af maj har besøg kunnet gennemføres i særlige udendørs besøgszoner, men med en ny bekendtgørelse fra myndighederne er der nu åbnet for almindelige indendørs besøg igen.

Skal følge retningslinjer

Besøgene skal dog fortsat følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger om afstand og hygiejne. Derfor har Frederikssund Kommune lavet følgende retningslinjer for besøg på omsorgscentrene:

  • Besøg foregår i beboerens lejlighed eller på beboerens terrasse.
  • Besøgende må ikke opholde sig på andre områder i og uden for omsorgscentret.
  • Besøg skal holdes i tidsrummet klokken 8.00-21.00 for at sikre, at der er tilstrækkeligt personale til stede til at støtte op om besøg. Inden for dette tidsrum er besøgene ikke tidsbegrænsede.
  • Besøg skal på forhånd meddeles omsorgscentret telefonisk. I tilfælde af, at der er mange, som ønsker besøg på samme tidspunkt, kan omsorgscentrets ledelse vurdere, at besøget ikke kan finde sted og i stedet tilbyde et alternativt besøgstidspunkt.
  • Besøg sker under behørig hensyntagen til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om blandt andet god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.

Som pårørende må man gerne gå en tur udenfor sammen med beboeren, eller hente beboeren til besøg i den pårørendes eller andres hjem.

Frederikssund Kommune beder om borgernes forståelse for at de nye retningslinjer skal implementeres på omsorgscentrene. 

Retningslinjer kan blive ændret

Styrelsen for Patientsikkerhed har mulighed for at påbyde Byrådet at udstede midlertidigt forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang til omsorgscentre, plejeboliger og aflastningspladser i kommunen, hvis det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme coronasmitte.

Møbler i en stue på Nordhøj i Skibby. Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.Møbler i en stue på Nordhøj i Skibby.

Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.