Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
29. marts 2019

Minister blev klogere på besværlige regler

Fredag formiddag var innovationsminister Sophie Løhde på besøg hos Jobcenter Frederikssund. Hun var inviteret af en sagsbehandler, der gerne ville have mere fokus på besværlige regler og mere fleksible arbejdsgange.

Det var et opslag på Facebook fra Sophie Løhde, der fik sagsbehandler Pia Karlsen til at skrive en kommentar om, at ministeren var velkommen til at komme med hende på arbejde og se, hvordan hverdagen er i et jobcenter.

- Og så havde jeg sådan set ikke regnet med mere. Men så skrev hun tilbage i tråden, at det lød interessant, og om jeg kunne fortælle noget mere. Så det gjorde jeg, fortæller Pia Karlsen, der arbejder med borgere på sygedagpenge. Hun og ministeren fortsatte snakken i en privat besked, og Sophie Løhde sluttede med at sige, at hun ville finde ud af, om det kunne lade sig gøre.

- Pludselig kom der en besked om, at det godt kunne være interessant med et besøg. Mit håb er, at vi kan kaste noget lys over nogle ting, man godt kunne dykke mere ned i. For eksempel kigge på om de regler, vi sidder med – tidsfrister, deadlines og blanketter –kunne gøres mere smidige, forklarer Pia Karlsen.

Ufleksibel indhentning af attester

Innovationsministeren mødte på sit besøg i jobcenteret to sagsbehandlere, en afdelingsleder, borgmester John Schmidt Andersen og en borger på sygedagpenge. Sophie Løhde lyttede interesseret til det, hun fik fortalt og spurgte også ind til flere ting.

Blandt de regler der skaber problemer, er reglen om at der skal indhentes en lægeattest for borgerens sygdom inden for de første fire uger af et forløb for at kunne få udbetalt sygedagpenge. Det er ikke altid, at der er brug for lægeattesten, men lovgivningen siger, at den skal indhentes. Nogle gange oplever sagsbehandlerne, at en borger ringer lettere panikslagen, fordi de ikke kan få tid hos deres læge inden for de fire uger, og de frygter, at de så ikke kan få udbetalt deres ydelse.

- Det er noget af det, vi kigger på. At kunne give jer en større fleksibilitet i forhold til eksempelvis at få indhentet en lægeattest. Det er også noget, jeg har hørt fra andre kommuner, fortalte Sohie Løhde. Hun spurgte derefter ind til et andet problem:

- I har også nævnt, at når borgerne kommer med en lægeattest, så er de nogle gange fejlbehæftede og ikke udfyldt korrekt af enten læge eller arbejdsgiver. Er det fordi, det er for svært at gøre rigtigt?

- Ja, det en generel udfordring. Virksomhederne ringer ind, fordi de ikke ved, hvad de skal skrive i felterne. Det er her, hvor dialogen og relationen med borgeren er vigtigere end et stykke papir. Vi vil gerne ud på arbejdspladserne og tale med de sygemeldte fremfor at tale med dem her, sagde Pia Jeppesen Hansen, der er afdelingsleder i Jobcenteret.

Sophie Løhde lytter interesseret.

Vigtigt med regelforenkling

Da besøget var ved at være slut, kunne både medarbejderne, borgmesteren og innovationsministeren glæde sig over en god dialog.

- Jeg har fået bekræftet, at der er stor efterspørgsel efter det arbejde, vi er i gang med for at forenkle beskæftigelseslovgivningen. Men det har også været spændende at få konkrete eksempler på flere regler, der med fordel kunne gøres mere smidige. Men jeg tager også med mig, at der er mange ting der fungerer rigtig godt, men at det nogle gange står i skyggen for de sager, der fylder i medierne og kan give et indtryk af, at der ikke er noget, der fungerer, sagde Sophie Løhde efter besøget.

Også borgmester John Schmidt Andersen var glad for at få Sophie Løhde på besøg, så hun kunne få et indblik i hverdagen i et jobcenter.

- Det er jo fint i tråd med det arbejde, vi allerede gør i kommunen, blandt andet med frikommuneforsøget, som jo har ført til en ny lov om én plan for borgeren, som Sophie Løhde var med til at få vedtaget i folketinget. Det er vigtigt, at borgeren er i fokus og at vi hjælper borgeren bedst muligt gennem deres udfordringer uanset hvor i kommunen hjælpen kommer fra, sagde John Schmidt Andersen.

Innovationsminister Sophie Løhde, afdelingsleder i Jobcenter Frederikssund Pia Jeppesen Hansen, sagsbehandler Pia Karlsen og borgmester John Schmidt Andersen.Fra venstre innovationsminister Sophie Løhde, afdelingsleder i Jobcenter Frederikssund Pia Jeppesen Hansen, sagsbehandler Pia Karlsen og borgmester John Schmidt Andersen..