
Rådgivningshuset åbner i Frederikssund
Den 1. februar 2019 slår Frederikssund Kommunes nye Rådgivningshus dørene op. Rådgivningshuset tilbyder borgere med forskellige udfordringer en hurtig og forebyggende indsats, som gør dem i stand til at kunne klare sig selv.
I Rådgivningshuset kan borgere med fysiske, psykiske og sociale problemstillinger og deres pårørende møde medarbejdere fra Frederikssund Kommune og hurtigt få råd, vejledning og støtte.
Medarbejderne vil sammen med borgeren tage udgangspunkt i borgerens liv og de udfordringer borgeren oplever og finde løsningsmuligheder uden tunge procedurer og lange ventetider.
Formålet med Rådgivningshuset er, at forebygge borgernes problemstillinger inden de vokser sig større og understøtte, at borgerne kan klare sig selv. Borgerne skal opleve hurtig afklaring af deres udfordringer, og de skal opleve at få rådgivning, vejledning og støtte, der virker, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget Susanne Bettina Jørgensen.
Rådgivningshuset kan hjælpe borgere over 18 år med forskellige typer af udfordringer, blandt andet psykiske og fysiske udfordringer, afhængighed af alkohol eller stoffer og andre udfordringer med at få hverdagen til at hænge sammen.
Ud over rådgivning og vejledning har medarbejderne i Rådgivningshuset mulighed for at henvise til kortere gruppeforløb eller individuelle netværksforløb.
Borgere, der skulle have brug for rådgivning og vejledning, kan møde op i Rådgivningshuset i åbningstiden uden at aftale et møde inden.
Der bliver afholdt en officiel åbning den 7. februar, kl. 13-14, på adressen Kilde Alle´ 7 i Frederikssund, hvor der vil være åbent hus samt tale af formand for Social- og Sundhedsudvalget Susanne Bettina Jørgensen.