Frederikssund Kommunes logo
20. december 2019

Kan dit hjem være alene juleaften?

Opfyld et juleønske med det samme: Fortæl dine naboer, hvor du holder jul og tænk over, hvordan du selv sikrer dit hjem, inden du går hjemmefra. Så kan du bekymre dig mindre om ubudne gæster i julen.

Brug tænd og sluk-ure, bed naboens julegæster parkere i din indkørsel og lad ikke julegaverne ligge frit fremme. Selv i en travl juletid er mange af de klassiske råd lige til at gå til, når det handler om at sikre dit hjem, inden du forlader det i juletiden.

I Frederikssund Kommune vil vi gerne forebygge indbrud, og i vores samarbejde med Nordsjællands Politi tilbydes grundejerforeninger i kommunen foredrag om netop sikring af sin bolig. Det kan du læse mere om på kommunens hjemmeside.

Nabohjælp – nu som app

Et godt værktøj til at forebygge indbrud, der kan være i din lomme, er den nye app fra Nabohjælp. Med den kan naboer hjælpes ad med at holde tyven væk.

- Selv om politiet gør alt, hvad de kan for at være på gaderne i julen, er der god grund til at være ekstra opmærksom i sit lokalområde i dagene mellem jul og nytår. Du skal få det til at se ud som om, der er nogen hjemme. Aktive naboer er øverst på tyvenes hadeliste. Så bank på hos naboen, ønsk god jul og aftal, hvordan I sammen passer på jeres område. Samtidig kan I så aktivere det lokale nabohjælpernetværk via app’en, opfordrer Brian Grayston, vicepolitiinspektør og chef for forebyggelse og nærhedscenteret i Nordsjælland.

Gode juletips!

Det Kriminalpræventive Råd har følgende gode råd til, hvordan du gør livet sværere for indbrudstyvene henover julen og nytåret:

  • Download og skift til den nye Nabohjælp-app
  • Lad julegaverne ligge i bilens bagagerum og adskil gaverne og kvitteringerne
  • Lad naboens julegæster parkere i din carport eller foran dit hus.
  • Lad lyset og radioen tænde og slukke ved hjælp af et tænd-og-sluk-ur. Du skal ikke lade lyset være tændt konstant - det afslører, at du ikke er hjemme
  • Gør brug af LED-”stearinlys” i vindueskarme
  • Få naboen til at tømme postkassen og fylde affald i din affaldsspand
  • Hvis du bor i etageejendom, så få naboen til at lægge gulvmåtten ned, hvis der er blevet vasket trapper.

Med ønsket om en glædelig jul og et sikkert nytår