Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
3. april 2019

Idrætsprojekt forbereder børn til skolestart

En fælles idrætsdag for de kommende skolebørn fra børnehusene i og omkring Skibby giver børnene mulighed for at møde alle dem, de kan komme til at gå i skole med, samtidig med at de gennem leg og aktiviteter øver tal, rim og meget mere.

Hallen på Fjordlandsskolen afd. Skibby var fyldt op med lyden af glade lyse børnestemmer, da syv børnehuse samlede alle de kommende skolebørn til en fælles idrætsdag onsdag formiddag. Børnene skulle rundt til forskellige aktiviteter, der dels var fyldt med læring og dels havde til formål at lade børnene lære hinanden at kende.

- Børnene mødes to gange inden den store idrætsdag og øver de de aktiviteter, vi laver i dag på den store idrætsdag. De synes, det er sjovt, især når de genkender nogle af de andre børn. Vi snakker med dem om, hvor de skal gå i skole og lærer dem at agere i nye rammer med mange andre børn. Det forbereder dem til skoletiden og til at begynde i mini SFO, som de jo skal til maj, fortæller Maria Slott Olsen, der er pædagogisk leder i Børnehuset Solstrålen

Børn i rundkreds og med farvede bolde.Der blev fundet masser af farvede bolde frem, som børnene kunne bruge i en af aktiviteterne på idrætsdagen.

De 74 børn fra syv forskellige børnehuse er delt op i fire grupper, der rykker rundt mellem de fire forskellige aktiviteter. Alle aktiviteterne indeholder en form for læring. Eksempelvis kan børnene lege rime-tagfat. Her får alle børnene et kort med et billede på. Det kunne for eksempel være en kat. Hvis man bliver fanget, skal man vente på, at et andet barn med et kort der rimer på kat, kommer hen og befrier én.

Der er også en løsningsorienteret leg med en forhindringsbane, en aktivitet der handler om farver på bolde og en øvelse i at stille sig op på række efter højde.

Pige sidder på gulv efter at være blevet fanget i rime-tagfat.Rime-tagfat: Når man bliver fanget, skal man vente på at blive befriet af et andet barn, der har et kort med noget, der rimer på det, der er på éns eget kort.

- Vi startede med idrætsprojektet i 2013 og så har det udviklet sig gennem årene. Børnene mødes i lidt mindre grupper en time to gange i løbet af januar og februar, og så slutter vi med den her store idrætsdag, hvor alle børnene er samlet i tre timer, fortæller Maria Slott Olsen.

De syv børnehuse, der mødes til idrætsdag er: Nordstjernen, Pilehuset, Tumlebo, Skolevejen, Skibbyssen, Kragebakken og Solstrålen.

Børn og voksne med en farvet faldskærm og farvede bolde.Her er det en øvelse med faldskærm og en bold.

Pige kravler gennem tunnel i forhindringsbane.Pige kravler gennem tunnel i forhindringsbanen.

Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.