Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
18. september 2018

Alle timer tæller

Det var hovedbudskabet, da Jobcenter Frederikssund i dag indbød til jobmesse for lokale virksomheder og jobsøgende – en invitation som 270 borgere og 40 virksomheder havde taget imod. 

Der var fyldt godt op på stolerækkerne i Frederikssund Hallen ved tirsdagens jobmesse. Foto: Kenneth Jensen.Der var fyldt godt op på stolerækkerne i Frederikssund Hallen ved tirsdagens jobmesse. 

Fokus på job med få timer

Formålet med jobmessen var at give såvel virksomheder som jobsøgende nye perspektiver på jobmulighederne, og på den service som kommunens jobcenter yder. Traditionelt handler jobsøgning om at finde et fuldtidsjob, hvad det også gjorde for nogle af deltagerne i dag - men også få timer kan være vejen frem for den jobsøgende, uanset om man er på kontakthjælp, uddannelseshjælp, integrationsydelse eller dagpenge.

Selv nogle få timers arbejde om ugen kan nemlig være netop dét, som gør at man som jobsøgende får foden indenfor på arbejdsmarkedet - måske for første gang. Samtidig giver det mulighed for at få afprøvet kompetencer, og sikre en bedre økonomi. For virksomhederne er det en oplagt mulighed for at få løst opgaver som måske ikke bliver løst i dag, og som der ikke er arbejde eller penge til, i en fuldtidsstilling.

Ikke kun ved standende var der jobs at hente. Jobcentret havde også samlet en masse job. Foto: Kenneth Jensen.Ikke kun ved standende var der jobs at hente. Jobcentret havde også samlet en masse job. 

Fælles opgave

Ifølge borgmester John Schmidt Andersen (V) er der da også tale om en fælles opgave, som virksomheder, borgere og kommunen i fællesskab må finde løsninger på.

 - Vi har en kommune hvor det går godt, og hvor vi gerne vil hinanden. Der er tro på fremtiden og lyst til udvikling, sagde borgmesteren blandt andet i sin velkomst til messen, og fortsatte med at konkludere at alle forudsætninger for at løse opgaven i fællesskab faktisk er til stede:

 - Vi har vækst i erhvervslivet, og vi har virksomheder der har brug for medarbejdere, og som er villige til at gå en meter eller to længere for at give en medborger chancen for at få foden indenfor i deres virksomheder. Samtidig har vi en gruppe borgere der både kan og vil gøre en forskel – og som står parat til at gribe muligheden. Derfor tror og håber jeg på en udbytterig eftermiddag.

Borgmester John Schmidt Andersen (V) byder velkommen til jobmessen. Foto: Kenneth Jensen.Borgmester John Schmidt Andersen (V) byder velkommen til jobmessen.

Tag hellere initiativet, end det som kommer

Med forudsætningerne på plads, og efter at fremtidsforsker Anne-Marie Dahl havde givet sit bud på fremtidens arbejdsmarked og konkluderet, at det handler om at tage initiativet, frem for at vente på det som kommer, så bød eftermiddagen meget apropos blandt andet på jobmatch. Her kunne de jobsøgende få en snak med virksomhederne, der alle havde konkrete job som de ønskede besat; helt præcist 140 job, hvor det ikke er timetallet eller ansættelsesperioden der er afgørende. Det kan fx være lettere ufaglærte opgaver som oprydning, kontoropgaver, køkkenassistance, butiksmedhjælp, at gå til hånde i produktionen eller på byggepladsen og lettere vedligeholdelse.

Samtale ved Attendos stand. Foto: Kenneth Jensen.At de deltagende tog initiativet. Det vidner aktiviteten ved alle standende om - som her hos  Attendo.

Messe en fantastisk idé

En af de deltagende virksomheder var Anlægsgartner Gottlieb A/S, hvor administrerende direktør Thomas Gottlieb selv bemandende standen - og den blev hurtigt velbesøgt.

Ifølge Thomas Gottlieb handler hans deltagelse på jobmessen både om at vise flaget som lokal virksomhed, men lige så meget om at tage et socialt ansvar, og være parat til hjælpe kommunen med at løse de udfordringer der nu engang er:

 - Jeg har altid haft et ømt punkt for folk der har det sværere end os andre, og gennem mine år som arbejdsgiver har jeg set hvordan et arbejde kan flytte folk fra en anonym og sky tilværelse, til at de blomstre op, taler med andre mennesker og får et socialt liv, fortæller Thomas Gottlieb, som synes at jobmessen er et hamrende godt initiativ.

 - Det er godt at man tager fat i de mennesker der har en udfordring, og viser dem, at arbejdsgiverne rigtig gerne vil dem.

Han er da heller ikke tvivl om, at der nok skal komme jobs ud af det:

 - Jeg har talt med seks-otte personer, som kunne være interessante for os, så selv om vi måske kun mangler én medarbejder lige nu, så kan det sagtens føre mere med sig på lidt længere sigt, siger anlægsgartneren til sidst.

Thomas Gottlieb og Peter Busch i samtale. Foto: Kenneth Jensen.Thomas Gottlieb (tv.) og Peter Busch i samtale.

En af de som Thomas Gottlieb talte med i løbet af eftermiddagen, var 25-årige Peter Busch fra Frederikssund. Peter var mødt op på opfordring af Jobcentret, og også han er glad for messen:

 - Jeg syntes det er en fantastisk idé. Jeg har været arbejdsløs i to uger, men er meget fortrøstningsfuld i forhold til at finde et nyt job, siger han, og fortæller at han faktisk i sin tid fik sin læreplads som salgsassistent på netop en jobmesse. Så nu hvor jeg gerne vil skifte spor, så er messen her en oplagt chance for at skabe kontakter.

Foto: Kenneth Jensen.