Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
3. oktober 2018

Sjov i efterårsferien

Efteråret har meldt sin ankomst og snart har børnene efterårsferie. Men hvad skal de dog finde på at lave? Det er der masser af gode bud på blandt årets efterårsaktiviteter.

Der er for eksempel masser af sjov på bibliotekerne. På Skibby Bibliotek får de besøg af eksotiske dyr som skildpadder og behårede edderkopper. På Jægerspris Bibliotek kan børnene prøve sjove teknologiprojekter, når der er kodning med micro:bits. Og på Frederikssund Bibliotek er der UNO turnering for alle dem, der synes det gamle kortspil stadig er sjovt.

Børnene kan også tage med på en tur med overnatning i telt, oplevelser i naturen og gå på opdagelse med den hvide dame på Selsø Slot. Det er Rejsestalden, der arrangerer turen, og der vil blandt andet være fokus på, hvordan man overlever i naturen.

Hvis børnene har brug for at komme af med lidt mere energi og være aktive, så byder Frederikssund Tennisklub på to dages tenniscamp, hvor de blandt andet kan tage kampen op med boldmaskinen – en ulige, men sjov kamp.

Er det kreativitet, der fanger børnene, så kan J.F. Willumsens Museum være stedet for jer. Her er der nemlig gang i det kreative værksted, hvor børn og voksne kan deltage sammen.

Også Færgegården har aktiviteter for hele familien. Der er blandt andet fjordværksted, hvor man kan lære at binde gammeldags fiskegarn. I kan også komme en tur ud i fjorden og blive klogere på den, eller I kan få en snak med en bådebygger om de gamle både og joller.

www.frederikssund.dk/efterårsferieaktiviteter kan du se oversigten over alle aktiviteterne, om de kræver tilmelding, og om de koster noget eller er gratis.

Selsø Slot i tåge.Selsø Slot i tåge. Selsø Slot er et af de steder, som børn og unge kan besøge i efterårsferien i forbindelse med en overnatningstur.

Foto: Kenneth Jensen