Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
16. november 2018

Snart tændes byernes juletræer

Der er ikke mange uger til julefreden for alvor sænker sig, men forinden skal juletravlheden overståes. Startskuddet er traditionelt tænding af juletræet på byernes torve, og i år er ingen undtagelse.

Tidligere var det sådan, at træet altid blev tændt lige omkring første søndag i advent, men i mange byer er man de senere år gået over til at tænde træet på Black Friday, der for alvor markerer at nu er julehandlen og juleforberedelserne skudt igang.

Frederikssund "Tyvstarter"

Sådan bliver det også i Frederikssund, hvor borgmester John Schmidt Andersen (V)  tænder juletræet ved Vandkunsten på Gågaden fredag den 23. november 2018 kl. 17.00. Forinden er der fra kl. 16.00 både juleboder, julemusik og mulighed for at møde julemanden og hans kone på Gågaden, og kl. 16.30 kommer Musikskolens Juleoptogsorkester gennem gaden.

I Frederikssund kan man også plukke et ønske fra Ønsketræet, og på den måde være med til at hjælpe et udsat barn. Efter borgmesterens tale er der gratis juleboller til de første 300 børn.

Valter Simonsen fra JAS tænder træet foran Rejsestalden i Jægerspris. Foto: Kenneth Jensen.Valter Simonsen fra JAS tænder træet foran Rejsestalden i Jægerspris (arkivfoto).

Hornsherred følger trop

I Skibby, Jægerspris og Slangerup følger man efter med julearrangementer og tænding af byens træ i den følgende weekend.

Skibby

Første sted er i Skibby, fredag den 30. november 2018. Her tændes træet kl. 16.30 i Bymidten, og mon ikke det bliver lige så festligt som det plejer, med nisseoptog, julegodter og meget andet?

Søndag den 2. december 2018 følger først Jægerpris og siden Slangerup så efter.

Jægerspris

I Jægerspris er der optakt med julebazer fra kl. 13 i Slotsparkens Friskole, og julecafé i Kulturhuset Rejsestalden fra kl. 14.30. Fra kl. 15.30 er der optræden først elever fra Slotsparkens Friskole og derefter Jægerspris Amatør Scene (JAS) på torvet foran Kulturhuset Rejsestalden, inden Valter Simonsen fra JAS tænder træet kl. 16.00.

Slangerup runder af

En time efter, kl. 17.00, tændes træet i Slangerup på Rådhuspladsen foran Slangerup Administrationscenter. Pladsen åbner kl. 16.00 og kl. 16.30 kommer julemanden og underholder de små. 

Foto: Kenneth Jensen,
Frederikssund Kommune.