Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
5. november 2018

Samarbejde hjælper ledige

Jobcenter Frederikssund hjælper ledige med råd og vejledning om jobsøgning og uddannelse. Men nogle gange skabes den bedste hjælp til ledige i et direkte samarbejde mellem Jobcenteret og erhvervslivet.

- Hvis mennesker har viljen, så kan de også godt, fastslår Helmut Melcher, der er markedschef i det lokale byggefirma Anker Hansen & Co A/S. Han er på besøg hos Jobcenter Frederikssund for at hjælpe en ledig borger videre i jobsøgningen. Samarbejdet med Jobcenteret er kommet i stand gennem jobcenterets virksomhedskonsulenter, der gennem flere år har samarbejdet med firmaet om at få ledige hjulpet i beskæftigelse.

Helmut Melcher fra Anker Hansen & Co. A/S arbejder sammen med blandt andre virksomhedskonsulent Annette Charlotte Lund hos Jobcenter Frederikssund. Foto: Frederikssund Kommune.Helmut Melcher fra Anker Hansen & Co. A/S arbejder sammen med blandt andre virksomhedskonsulent Annette Charlotte Lund hos Jobcenter Frederikssund. Foto: Frederikssund Kommune.

Det kræver vilje

Helmut Melchers filosofi er, at hvis ledige viser, at de virkelig vil noget, så findes der også gode muligheder for at komme i beskæftigelse. Denne dag har han haft møde på jobcenteret med en jobsøgende bygningstekniker, som manglede noget erhvervserfaring. Sammen med virksomhedskonsulent Annette Charlotte Lund har de fået motiveret og klædt den ledige bedre på til den fremtidige jobsøgning.

- Vi havde en meget direkte snak, hvor jeg fortalte ham, hvordan virkeligheden på arbejdspladserne er i dag. Jeg siger det på en direkte måde – jeg ved det virker. Hvis han brænder for det og virkelig vil, så får han snart job, vurderer Helmut Melcher.

Åben og ærlig hjælp

- Helmut har en god, åben og ærlig måde at hjælpe på, fortæller virksomhedskonsulent Annette Charlotte Lund og tilføjer:

- Denne borger efterlyste hjælp til at komme bedre igennem til entreprenørvirksomhederne, og jeg vurderede, at borgeren ville få den bedste rådgivning fra en, der er ude i en virksomhed. Derfor ringede jeg til Helmut, som gerne ville hjælpe.

Anker Hansen & Co har gennem mange år opbygget kompetencer inden for dette område blandt andet gennem det kriminalitetsforebyggende virksomhedsnetværk High-five, der skal medvirke til at skabe plads på arbejdsmarkedet for tidligere straffede personer.

- Nogle gange starter vi der, hvor de først skal lære at stå op om morgenen og binde deres sko. Men dem, som rigtig vil, de bliver hængende, og de bliver som regel rigtig gode medarbejdere, slutter Helmut Melcher.