Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
23. november 2018

Kulturpris går til initiativrig Skuldelevborger

Midt i den hektiske Black Friday shopping blev årets kulturpris uddelt. Den gik til Nanny Kragh Mortensen fra Skuldelev, for hendes ihærdige arbejde med at bringe og formidle kultur til sit lokalområde.

Prisen blev overrakt i Sillebroen Shopping, hvor mange mennesker var mødt op for at se overrækkelsen. Her spillede Frederikssund Vikingernes lurblæsere, og Kulturcrew delte bobler ud til de fremmødte.

Kommunens Kulturcrew skænker champagne.

Det var formanden for Fritids- og Kulturudvalget, Jesper Wittenburg, der overrakte blomster, diplom og de 15.000 kroner, der følger med titlen som årets vinder af kulturprisen.

- Nanny er en ildsjæl, idemager og igangsætter, som igennem mange år har gjort en afgørende forskel for Skuldelev, Østby, Sønderby, Selsø området. Det er ganske enkelt imponerende, hvad hun med sin ihærdighed og sit drive har været med til. Sjældent har man set magen til indsats. Man bliver jo helt forpustet, sagde Jesper Wittenburg i sin tale ved prisuddelingen.

Modtager af kulturprisen , Nanny Kragh Mortensen og formand for Fritids- og Kulturudvalget, Jesper Wittenburg.Modtager af kulturprisen , Nanny Kragh Mortensen og formand for Fritids- og Kulturudvalget, Jesper Wittenburg.

En glad modtager

Nanny Kragh Mortensen blev indstillet til prisen, fordi hun er en aktiv og initiativrig kvinde, som gennem mange år har været drivkraften bag meget kultur i Skuldelev. Hun har blandt andet været initiativtager til en kaffeklub, til arbejdsgruppen bag Pontoppidanruten og til Multikulturforeningen Skuldelev-Selsø. Og så har hun været aktiv deltager i mange flere projekter, alle med fokus på at bringe kultur til Skuldelev og omegn.

Det var en glad Nanny Kragh Mortensen, der modtog prisen.

- Jeg er bare glad og stolt over at nogen har set og skønnet på den indsats, jeg har gjort. Men det gik aldrig uden dem, der yder alt det, som jeg ikke selv kan.  Man har ikke alle evner selv, man bruger de gode ting, man har, og andre supplerer én, sagde Nanny Kragh Mortensen efter at have modtaget prisen.

Nanny Kragh Mortensen var glad og stolt over at modtage årets kulturpris.

Efter overrækkelsen spillede musikskolens elever, mens de fremmødte fik snakket sammen og ønsket Nanny Kragh Mortensen tillykke. Derefter var der mulighed for at gå ned til Langes Magasin, hvor Kulturcrew stod med fakler og lyste stenene op, så man kunne se den graverede plade med Nanny Kragh Mortensens navn på.

Ti indstillinger – tre nominerede

Fritids- og Kulturudvalget modtog i år 10 indstillinger til kulturprisen, og af dem valgte de at nominere tre, nemlig Morten Ledet, de fire historiske foreninger (Slangerup, Frederikssund, Jægerspris og Skibby) og Nanny Kragh Mortensen.

- Det glæder mig meget, at der i år blev indstillet hele 10 kandidater – flere blev indstillet flere gange. Alle var gode og seriøse kandidater, der kunne fortjene kulturprisen. Det gør det naturligvis sværere at udvælge den endelige prismodtager, men det er kun positivt, sagde Jesper Wittenburg.

Kulturprisen blev i år uddelt i samarbejde med det lokale tømrer- og snedkerfirma CHRIS KRISTENSEN A/S, der dermed har været med til at sikre, at modtageren også i år kunne få en check 15.000 kroner samt en graveret plade på stenene foran Langes Magasin.

Plade med Nanny Kragh Mortensens navn indgraveret.Ved Langes Magasin ligger nu en plade med Nanny Kragh Mortensens navn indgraveret, så alle forbipasserende kan se, at hun fik kulturprisen i 2018.

Lurblæsere fra Frederikssund Vikingerne.Frederikssund Vikingernes lurblæsere spillede inden og under prisoverrækkelsen.

Elever fra Frederikssund Musikskole spiller.Efter prisuddelingen sørgede musikskolens elever for lidt festlig julestemning.

Foto: Mikala Schachtschabel Tordrup, Frederikssund Kommune.