Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
16. november 2018

Karriereagenter finder nye veje

Når man kommer på besøg hos en virksomhed, får man pludselig øjnene op for helt nye ting. Det oplevede 94 elever fra 9. klasserne på Trekløverskolen i denne uge, hvor de har været karriereagenter, og er blevet meget klogere på erhvervslivet.

Eleverne har været på besøg hos fem forskellige virksomheder, og her skulle de tale med medarbejdere, chefer, lærlinge og elever for at lære mere om, hvilke karrieremuligheder, erhvervslivet har at byde på. Ugen sluttede med en karrieremesse på skolen, hvor de unge skulle præsentere den virksomhed, de havde besøgt i et ung til ung-perspektiv for de andre elever. Den bedste præsentation blev kåret som vinder.

Gruppen der vandt for bedste præsentation havde lavet en hjemmeside, der præsenterede Koatek som læreplads.Gruppen der vandt for bedste præsentation havde lavet en hjemmeside, der præsenterede Koatek som læreplads.

Formålet med karriereagenterne er at give de unge et bedre kendskab til erhvervslivet og et stærkere grundlag at vælge ungdomsuddannelse på. Og for nogle af de unge har virksomhedsbesøget haft stor betydning.

- Det har været en ret spændende uge – i starten ville jeg have en gymnasial uddannelse, men jeg har fundet ud af, at en erhvervsuddannelse åbner døre til mange ting, så nu vil jeg gerne have en erhvervsuddannelse, fortæller 15-årige Selin Yildiz fra 9. X. Sammen med sin gruppe har hun besøgt Sillebroen og været rundt i forretningerne for at tale med medarbejderne.

- Vi talte med mange i butikkerne og de havde alle taget en erhvervsuddannelse, og nogle ville gerne åbne deres egen butik en dag. Jeg har altid drømt om at åbne en café. I starten tænkte jeg, det virkede svært at åbne en café, og jeg tænkte, at jeg kunne arbejde i en butik i stedet, men en erhvervsuddannelse gør det måske nemmere, siger Selin Yildiz.

Selin Yildiz har sammen med sin gruppe været på besøg i Sillebroen Shopping.Selin Yildiz har sammen med sin gruppe været på besøg i Sillebroen Shopping.

Godt at reflektere

De fem virksomheder, som eleverne har besøgt, er Sillebroen Shopping, Koatek, FTZ, omsorgscentret Solgården og Scania Danmark. Efterfølgende har eleverne fremstillet en præsentation af virksomheden som arbejdsplads. På karrieremessen torsdag eftermiddag var der derfor mange forskellige boder – eksempelvis en model af Sillebroen med alle butikkerne, en film om og brochure om Scania, en hjemmeside med fokus på Koatek som læreplads, en masse FTX lastbiler klippet i papir og klistret på væggen som en port, og et fint dækket bord med spillekort og krystalskåle og informationer om Solgården.

En af de grupper, der havde besøgt Omsorgscentret Solgården havde lavet et fint opdækket bord, med spillekort, krystalskåle og lysestage som præsentation.En af de grupper, der havde besøgt Omsorgscentret Solgården havde lavet et fint opdækket bord, med spillekort, krystalskåle og lysestage som præsentation.

Virksomhederne var også inviteret til at deltage i messen, og fra Koatek kom industriteknikerlærlingen Jacob Dons, der synes, det har været en god oplevelse at få besøg af de unge.

- Det er en rigtig god idé, både rent undervisningsdidaktisk, men endnu mere i forhold til at få de unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Det at de unge skal forholde sig til, hvordan de vil fortælle en jævnaldrende om det her, gør, at de reflekterer mere over det, og det tror jeg er en god mental øvelse. Måske er det ikke lige noget for dem selv, men så går de tilbage og fortæller en kammerat om det. Vi havde besøg af en af de unges storebror onsdag, som havde hørt lillebroren fortælle om Koatek og vores arbejde, og det havde gjort ham interesseret, fortæller Jacob Dons.

Industriteknikerlærling Jacob Dons var forbi karrieremessen for at se, hvad de unge havde lavet af præsentationer. Industriteknikerlærling Jacob Dons var forbi karrieremessen for at se, hvad de unge havde lavet af præsentationer. 

Karriereagenterne er en del af projekt FUEL, der arbejder på at få flere unge til at vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse. FUEL er et samarbejde mellem Knord, Esnord, TEC, SOPU, Frederikssund Erhverv og Frederikssund Kommune.

Fuel er støttet af Den Europæiske Socialfond og Vækstforum Hovedstaden.

      

   

  

Foto: Mikala Schachtschabel Tordrup, Frederikssund Kommune.