Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
15. marts 2018

Flot fremmøde til fødselsdagsarrangement for 75-årige

Caféen på omsorgscentret Tolleruphøj i Frederikssund var onsdag den 14. marts fyldt af interesserede ældre, som er fyldt 75 år inden for det seneste halve år. Sammenkomsten er et forebyggende tiltag fra Frederikssund Kommune, der skal gøre opmærksom på tilbud i kommunen.

Omkring 50 ældre var mødt frem til arrangementet om det gode seniorliv.Omkring 50 ældre var mødt frem til arrangementet om det gode seniorliv.

Spis godt og gå hurtigt

Et af oplæggene handlede om kost, og her kunne deltagerne blandt andet høre, at vi mister 1% af vores muskelmasse hvert år, efter vi er fyldt 50 år. Derfor er der god grund til at være opmærksom på pludselige vægttab, når man bliver ældre, for det er ikke nødvendigvis fedtet men muskelmasse man er i risiko for at miste, fortalte en af kommunens kliniske diætister, Jannie Stryhn. Derudover er mangel på væske et punkt, hvor man som ældre også bør være særligt opmærksom, understregede hun.

Fysioterapeut Hanne Frandsen fik alle gæsterne op af stolene med øvelser, som gav smil på læben. Hun fortalte om, hvor vigtigt det er at være fysisk aktiv. Hun viste et skema over den fysiske aktivitets betydning for muskelstyrken og evnen til at kunne klare sig selv. Et godt råd til at bevare muskelstyrken er at gå ture, hvor man med intervaller går så hurtigt, at man bliver forpustet, forklarede hun.

Kurve, der viser sammenhængen mellem fysisk aktivitet og evnen til at klare sig selv.Kurve, der viser sammenhængen mellem fysisk aktivitet og evnen til at klare sig selv.

Aktiviteter for ældre

Aktivitetscentret for seniorer på Tolleruphøj er et af Frederikssund Kommunes brugerstyrede centre. Her kunne deltagerne møde Erik Zangenberg, som er formand for brugerrådet. Brugerrådet har eksisteret siden 1997 og sørger for at skabe en lang række aktiviteter for de ældre. På Tolleruphøj kan man således deltage i billard, petanque, dart, bridge og IT-undervisning. Samtidig bliver der lavet forskellige musikalske arrangementer og fester, fortalte Erik Zangenberg.

Mere nærværende

Blandt deltagerne var Rita og Finn Nielsen fra St. Rørbæk.

- Jeg vidste jo en del af det i forvejen, men det kan godt være, at man kan bruge det til et eller andet på et tidspunkt. Når man får det fortalt på denne måde, så biver det lidt mere nærværende, fortalte parret, der indtil videre er helt selvhjulpne og ikke har brug for hjælp fra kommunen.

Også Dot Nielsen fra Oppe Sundby deltog. Hun er dog ikke fyldt 75, men var med som ledsager til sin mand.

- Det er meget interessant at høre oplæggene – jeg håber at blive klogere på mange ting. Som ældre er det jo blandt andet vigtigt at vide, hvor man henvender sig for at få hjælp og vejledning, fastslog hun.

Kommende arrangement

Et lignende arrangement bliver holdt onsdag den 12. april på Ældre- og Aktivitetscentret, Nyvej 7B i Skibby. Hvis man er fyldt 75 år i perioden 1. september 2017 til 22. februar 2018 har man modtaget en direkte invitation.

Forebyggende hjemmebesøg

Arrangementet ”Det gode seniorliv” er et nyt tiltag. Frederikssund Kommune vil afprøve, om det er et godt alternativ til et eventuelt besøg i hjemmet af en forebyggelseskonsulent. Hvis du er i en svær situation af fysiske, psykiske eller sociale årsager, så har du mulighed for at få et forebyggende hjemmebesøg i stedet for at deltage i arrangementet. Besøget varer en time, og det er en sygeplejerske, der kommer hjem til dig og taler med dig om din trivsel og sundhed. Har du behov for et besøg, kan du ringe på 47 25 22 08 mandag og onsdag kl. 11-14.