Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
22. juni 2018

Erhverv på skoleskemaet

Når Frederikssund Kommunes mange skoleelever vender tilbage efter sommerferien, vil de i højere grad end tidligere opleve, at en del af deres skolehverdag flyttes ud af klasseværelset og ind på kommunens mange virksomheder.

Frederikssund Kommune har valgt at sætte fokus på at styrke skolevirksomhedssamarbejdet i kommunen. Fra skoleåret 2018/2019 vil de første af en række nye erhvervstiltag blive iværksat på hver af kommunens fem grundskoler. De første indsatser er især rettet mod udskolingseleverne.

Erhverv på skoleskemaet er en af vejene til at nå målet om, at alle kommunens skoleelever skal blive så dygtige, som de kan - og trives. Derudover understøtter mødet med erhvervslivet de unges uddannelses og karrierevalg.

- Det her er et spændende projekt, som jeg håber, at eleverne vil få rigtig meget ud af. Vi ved, hvor vigtigt det er, at de unge tidligt får kendskab til nogle af de mange forskellige erhverv og typer af job, så de kan træffe et kvalificeret valg, når de skal vælge deres ungdomsuddannelse. Det tror jeg, at erhverv på skoleskemaet kan hjælpe dem med, siger Morten Skovgaard (V), formand for Uddannelsesudvalget.

Et andet mål med indsatsen er at sikre vækst og kvalificeret arbejdskraft til kommunens virksomheder – også i fremtiden.

- Vi har allerede nu masser af virksomheder, som mangler arbejdskraft, og som har svært ved at få elever eller lærlinge. Og som det ser ud nu, så bliver det ikke nemmere fremover. Derfor er det så vigtigt, at erhvervslivet bliver en del af grundskolen, så vi får sået et frø hos de unge og forhåbentlig kan få flere af dem til at vælge en erhvervsuddannelse, siger Ole Søbæk (C), formand for Vækstudvalget.

Indsatserne er forskellige fra skole til skole. På nogle skoler kommer der nye valgfag udviklet i samarbejde med erhvervslivet og en skole sætter en uge af til fokus på karrierelæring.

Også i erhvervslivet er der glæde over de nye indsatser, som kan få stor betydning for virksomhederne.

- Vi tager gerne medansvar for at forberede de lokale unge på arbejdsmarkedet og give dem en bredere forståelse af erhvervslivet. Samtidig styrker vi jo vores rekruttering og lokale branding, når vi samarbejder med lokale skoler om erhvervspraktik og undervisningsforløb, siger Casper Larsen, formand for Slangerup City & Erhvervsforening og ejer af K-Installation.

Som del af folkeskolereformen og indsatsen ”åben skole” er skolerne forpligtet til at indgå i samarbejder med eksterne lokale aktører, som erhvervslivet.

Fakta om erhverv på skoleskemaet

Der er forskellige indsatser på de fem grundskoler. Her er et kort overblik over indsatserne.

Ådalens Skole

En række virksomheder adopterer hver sin udskolingslinje. Begynder med 6. klasse i skoleåret 2018/2019, derefter udvides det, så der er minimum én aktivitet på virksomheder på hvert klassetrin i 6.-9. klasse.

Jægerspris Skole

Nye valgfag i samarbejde med erhvervslivet:

  • Business
  • Erhvervspraktik som valgfag
  • Håndværk
  • Madkundskab
  • Mig & omverden

Fjordlandsskolen, afd. Skibby

Nye valgfag i samarbejde med erhvervslivet:

  • Business
  • Erhvervspraktik som valgfag
  • Håndværk
  • Madkundskab
  • Mig & omverden

Slangerup Skole, afd. Kingo

Nye valgfag i samarbejde med erhvervslivet:

  • Business
  • Erhvervspraktik som valgfag
  • Innovation & Entreprenørskab

Trekløverskolen, afd. Marienlyst

Karrierelæringsuge for alle 9. klasser.