Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
21. juni 2018

Aflysning af sankthansbål

For en uges tid siden skrev vi en nyhed om sankthansbål i Frederikssund Kommune på lørdag. Allerede da var det med en vis usikkerhed vi bragte oversigten, og det tørre vejr betyder nu også, at det ikke er sandsynligt med en ophævelse af forbuddet mod afbrænding inden lørdag. Derfor er flere sankthansbål aflyst.

Det drejer sig blandt andet om arrangementet ved Frederikssund Museum på Færgegaarden i Jægerspris. Her var der planer om stemningsfuld sankthansaften med bål, musik og  hekseværksted.

Også det store arrangement på Kalvøen, som Roklubben og vikingespillet plejer at gennemføre i fællesskab, er nu aflyst. Her var det planen at der ville være børnebål, snobrød og musik fra kl. 19, og stort bål og borgmestertale kl. 22.30.

Spejdere bager snobrød over åben ild. Foto: Kenneth Jensen.Spejdere bager snobrød over åben ild. Det bliver der ikke noget af ved årets sankthansarrangementer, de steder hvor de ikke er helt aflyst.

De planlagte sankthans arrangementer i Slangerup og Skibby gennemføres, men formodentlig uden bål, og dampskibet SS Skjelskør sejler sin sankthanstur på Roskilde Fjord som planlagt.

Stadig vikingespil - med lidt ild

Også vikingespillet gennemføres helt som planlagt fra kl. 20.00, og selvom der ikke er sankthansbål, og generelt er forbud mod brug af ild, så har vikingespillet fået godkendt brug af fakler m.v. til forestillingen. Så vil man være sikker på at se lidt ild sankthansaften, så er bedste bud nok at gå til vikingespil.

Arkivfoto fra afslutningsscenen med fakler ved vikingespillet i 2017. Foto: Kenneth Jensen.Arkivfoto fra afslutningsscenen med fakler ved vikingespillet i 2017. Ved sankthans i år er netop vikingespillet nok bedste bud på at opleve en smule levende ild.

Foto: Kenneth Jensen.