Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
29. juni 2018

3600 Street Fun gør eftermiddagen sjovere

Brandøvelser, fodbold, rundbold og vandkamp er bare nogle af de aktiviteter, som børn og unge på Heimdalsvej i Frederikssund kan deltage i hver tirsdag og torsdag eftermiddag.

3600 Street Fun byder på mange forskellige og sjove aktiviteter, som de unge kan deltage i gratis og uden tilmelding. Det er Frederiksborg Brand og Redning, der sammen med SSP, Gadetemaet, Fritids- og Ungdomsklubberne og Boligselskabet Rosenvænget, arrangerer 3600 Street Fun.

Aktiviteterne skifter fra gang til gang, men hver gang er der en brandbil til stede, og det lægger selvfølgelig op til vandkamp i sommervarmen. Torsdag den 28. juni blev der holdt event, hvor bokseklubben AK Falken og Frederikssund Oaks kom forbi Heimdalsvej og viste, hvad de laver.

Brandbil fra Frederiksborg Brand og Redning.Frederiksborg Brand og Redning har en brandbil med hver gang, der er 3600 Street Fun - og det er populært blandt børn og unge.

- Det er et godt socialpædagogisk arbejde, hvor vi får fat i nogle af de unge og hjælper dem ind i et fællesskab. Om det så er ind i en af klubberne, juniorbrandkorpset eller en forening, når bare de kommer ind i et fællesskab, fortæller Carsten Lunn, distriktsklubleder i Frederikssund. Han er glad for samarbejdet og håber, at der kan komme mere af den slags.

- Vi mødes i september til evaluering og for at tænke nye tanker. Vi vil gerne have mere samarbejde med Frederiksborg Brand og Redning, og jeg håber, at vi kan lave lignende aktiviteter i andre ferier også, men det er der ikke lagt planer om endnu, siger Carsten Lunn.

Dreng bokser med træner fra bokseklubben AK Falken.Denne torsdag var der mulighed for at prøve at bokse med trænerne fra bokseklubben AK Falken. Det var der flere der benyttede sig af.

Et sted at møde nye mennesker

De unge er glade for tilbuddet og selvom det varierer fra gang til gang, hvor mange der kommer, så er der altid nogen til stede.

- Jeg har været med næsten fra start. Det er rigtig sjovt, og der er altid noget at lave og alle er søde. Det er rart at komme ud i stedet for bare at sidde derhjemme, fortæller 15-årige Marius Walløe og tilføjer, at han har mødt nye mennesker, han ikke kendte i forvejen og som han er blevet venner med på Facebook.

Frederikssund Oaks træner.Frederikssund Oaks havde flyttet torsdagens træning til Heimdalsvej.

Torsdag eftermiddag var der både mulighed for at prøve at bokse lidt med drengene fra bokseklubben AK Falken, og Frederikssund Oaks havde flyttet deres torsdagstræning til Heimdalsvej. Det gav de unge mulighed for at kaste med en amerikansk fodbold og prøve, hvordan det er. Og så blev der selvfølgelig også rullet den lange vandslange ud fra Frederiksborgs Brand og Rednings brandbil, så de unge kunne blive kølet ned i varmen med rigelige mængder vand.

Vandslangen rulles ud fra brandbilen.På en varm sommerdag og med en brandbil til rådighed er det oplagt at rulle vandslangen ud, så der kan blive vandkamp.

- Det er fedt at møde brandvæsenet. Jeg har meldt mig til juniorbrandkorpset, fordi jeg kender en, der allerede er med, men også fordi jeg har mødt dem her og de er rigtig søde, fortæller Marius Walløe.

3600 Street Fun har kørt siden midten af april og fortsætter hen over sommeren indtil midten af august.

Vandkamp.Det skabte liv på græsset, da først vandslangen blev hevet frem. Det gjorde Oaks-drengenes træning til en lidt anderledes én af slagsen.

Pige bokser med træner fra bokseklubben AK Falken.Det var ikke kun drengene, der tog kampen op med trænerne fra bokseklubben AK Falken. En enkel pige turde godt tage handskerne på og prøve boksningen.

Foto: Frederikssund Kommune