Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
15. februar 2018

Aktive feriedage for unge flygtninge

Familiekonsulenterne i integrationsteamet i Frederikssund Kommune har i vinterferien inviteret unge flygtningepiger og drenge til aktive feriedage, hvor de unge har prøvet kræfter med kommunens og foreningslivets forskellige tilbud.

Formålet med de aktive feriedage har været at introducere de unge flygtninge for et udpluk af de aktiviteter og tilbud, som findes i lokalsamfundet.

- Det er vigtigt at de unge flygtninge er aktive, og ferieperioderne kan ofte være en udfordring, fortæller Suzanne Krogh, familiekonsulent i kommunens integrationsteam.

Unge flygtningepiger har således mandag i vinterferien kunnet deltage i zumba og yoga i hallen på Ådalens Skole, hvor frivillige og en træner fra Aerobicgården introducerede pigerne for forskellige øvelser. Tirsdagen stod i fodboldens tegn, hvor både piger og drenge spillede fodbold med hjælp fra frivillige trænere fra FC Fjordbold.

- Det er et meget godt arrangement, fordi vi ikke har noget at lave i ferien. Jeg har hygget mig og fået bevæget mig og været sammen med andre. Jeg kan godt lide zumba og dans, og jeg ville gerne gå til det, men jeg har ikke tid, fordi jeg studerer, fortæller 17-årige Fathieh, der deltog i mandagens zumba og yoga med sine to søstre og mor.

Fathieh arbejder hårdt på at klare sig godt i skolen, så hun kan begynde på gymnasiet efter sommerferien. Hun går til dagligt i skole på Campus U10.

De to dage med de unge flygtninge har givet familiekonsulenterne en mulighed for at tale med de unge om foreningslivet i Danmark.

Mandag i vinterferien var der zumba for flygtningepiger og deres mødre og senere på dagen yoga.

Del af integrationsstrategi

Samarbejdet med fritids-, idræts-, og kulturlivet indgår netop som et vigtigt element i Frederikssund Kommunes integrationsstrategi. Strategien fra juni 2016 fastslår, at flygtninge og familiesammenførte skal lære det danske samfund at kende og blive integreret gennem en hverdag, der er meningsfuld og fungerer. Heri spiller foreningslivet en vigtig rolle.

I forhold til de unge flygtninge tilføjer familiekonsulent i integrationsteamet Betina Marcussen, at det er vigtigt med en tidlig indsats, hvor de unge sikres en hverdag med aktiviteter, engagement og gode relationer. Dette har netop været et af formålene med aktiviteterne i feriedagene. 

Tirsdag i vinterferien stod i fodboldens tegn, og her deltog både piger og drenge.

Gode relationer og rollemodeller

Flere af mødrene til de unge flygtningepiger deltog også i mandagens zumba og yoga øvelser til stor glæde for integrationsteamets familiekonsulenter.

- Forældrene er vigtige rollemodeller i de unges liv, og deres deltagelse i lokalsamfundet kan være med til at skabe større engagement hos de unge, fortæller familiekonsulent Betina Marcussen.

Familiekonsulenterne har allerede en god kontakt med mange flygtningefamilier i kommunen, og glæder sig nu over, at relationen til især de unge kan styrkes gennem aktive feriedage.

- De unge flygtninge lærer de sociale spilleregler at kende og får styrket deres relation til hinanden såvel som til borgerne i samfundet, siger Betina Marcussen.  

De to aktive feriedage var godt hjulpet på vej af frivillige kræfter i lokalsamfundet.

- Foreningerne vil gerne bidrage til integrationsarbejdet, og de er gode til det og meget engagerede her i Frederikssund, fortæller Suzanne Krogh.

Efter de to vellykkede dage håber Suzanne Krogh og resten af familieteamet, at de kan tilbyde nye aktiviteter til de unge flygtninge igen i løbet af året.

- Vi vil rigtig gerne lave noget med de unge igen, og det behøver ikke være sport og bevægelse. Vi vil gerne inddrage dem i planlægningsprocessen, så de selv kan være med til at finde ud af hvilke aktiviteter, de ønsker at lave, siger Suzanne Krogh.