Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
15. august 2018

Indvielse af Mødestedet Parkvej

Omkring 80 gæster blev trakteret med mousserende vin, hjemmebagt kransekage, kaffe og frisk frugt, da Mødestedets nye lokaler blev indviet fredag den 10. august.

Efter godt et år med planlægning og tæt dialog mellem Mødestedets Samråd og Frederikssund Kommunes administration, så er Mødestedet Vinkelvej nu flyttet til nye lokaler på Omsorgscenteret De Tre Ege i Jægerspris.

Derfor var det med stor glæde, at brugerne, frivillige, medarbejdere og politikere den 10. august officielt kunne indvie de nyistandsatte lokaler

Formand for Social og Sundhedsudvalget, Susanne Bettina Jørgensen (A), bød velkommen ved indvielsen.

I velkomsttalen kom hun ind på, at flytning af Mødestedet blev vedtaget, som et led i kommunens projekt ”bedre brug af fælles faciliteter”. Huset Hermon på Vinkelvej dannede hidtil ramme for Mødestedets aktiviteter, som nu flytter ind på De Tre Ege.

Hun takkede Samrådet og de mange frivillige for deres store indsats omkring flytning og indretning og glædede sig over, at lokalerne på De Tre Ege nu får nyt liv.

Formand for samrådet, Asger Mansted, fortalte historien bag Mødestedet og Huset Hermon på Vinkelvej.

Gennem ca. 20 år har huset fungeret som foreningshus med stor succes gennem et godt samarbejde mellem byens mange foreninger. Han takkede samrådets medlemmer og frivillige for deres store indsats i forbindelse med flytningen og alle de fremmødte for deres deltagelse på dagen.

Formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Susanne Bettina Jørgensen (stående tv.) holder tale for de fremmødte gæster. Asger Mansted (stående mf.) talte også ved indvielsen af Mødestedet. Foto: Erik Zangenberg.Formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Susanne Bettina Jørgensen (stående tv.) holder tale for de fremmødte gæster. Asger Mansted (stående mf.) talte også ved indvielsen af Mødestedet. Foto: Erik Zangenberg.

Afslutningsvis ønskede De Tre Eges centerleder, Bettina Routhe Wiegaard, Mødestedets brugere hjertelig velkommen til. Ledelse og medarbejdere ser frem til et godt samarbejde på tværs af huset.

Bettina Routhe Wiegaard (tv.) holder tale. Foto Erik Zangenberg.Bettina Routhe Wiegaard (tv.) holder tale. Foto Erik Zangenberg.

Om Mødestedet Parkvej

Mødestedet Parkvej er et brugerstyret center, som rummer 14 frivillige foreninger. Det brugervalgte centerråd, Samrådet, varetager ledelse og koordinering af samarbejdet med foreningerne omkring deres aktiviteter og arrangementer på Mødestedet.

I forbindelse med flytningen er yderligere to foreninger fra Lejrvej i Jægerspris flyttet ind.

Mødestedet skifter i forbindelse med flytningen navn til Mødestedet Parkvej. En ny hjemmeside, som giver en oversigt over foreningernes aktiviteter, er på vej. Interesserede er velkomne til at komme forbi Mødestedet, Parkvej 2 i Jægerspris.

Vin, kransekage, kaffe og frugt var på menuen, da Mødestedet Parkvej blev indviet. Foto: Pia Winther.Vin, kransekage, kaffe og frugt var på menuen, da Mødestedet Parkvej blev indviet. Foto: Pia Winther.