Gå til sidens indhold
Frederikssund Kommunes logo
16. august 2018

Hvad skal vejen hedde?

Den kommende Kronprinsesse Marys Bro fik i sin tid sit navn på baggrund af en navnekonkurrence. Men også selve den firesporede motortrafikvej, der skal binde Hornsherred (rute 53) sammen med Frederikssund (rute 211) skal have et navn. Derfor har Teknisk Udvalg besluttet at invitere alle interesserede til at komme med forslag til, hvad vejen skal hedde.

Et vejnavneforslag kan eksempelvis være inspireret af lokalområdet, eller noget der beskriver området, men det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for forslagene. Dog må vejnavnet ikke findes andre steder inden for samme postnummer (4050, 3630, 3600).

Sådan gør du

Hvis du ønsker at aflevere et forslag til vejnavn samt en kort begrundelse herfor, skal du gøre det via formularen, som du finder her. Der vil være åbent for indlevering af navneforslag frem til og med den 12. september 2018.

Kort over motortrafikvejen, der skal binde Hornsherred og Frederikssund sammen.Kort over motortrafikvejen, der skal binde Hornsherred og Frederikssund sammen.

Teknisk Udvalg vælger navnet efter samtykke fra Vejdirektoratet

De indsendte forslag til vejnavnet vil indgå, når der skal træffes beslutning om, hvad vejen skal hedde. Da vejstrækningen er en statsvej skal Teknisk Udvalg vælge vejnavnet efter samtykke fra Vejdirektoratet. Fjordforbindelsen ventes at åbne for trafik i slutnnigen af 2019.

Fjordforbindelsen har sin egen hjemmeside, hvor du kan læse meget mere om projektet.