Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
31. oktober 2017

Unge deltager i cykelanalyse

Unge på Campus Frederikssund har deltaget i en større cykelanalyse, som Frederikssund Kommune er ved at lave. Analysen skal give kommunen indblik i cykelforholdene i Frederikssund by.

Analysen bliver lavet på baggrund af en cykelhandlingsplan, som Teknisk Udvalg vedtog i 2015. Sammen med cykelhandlingsplanen har Teknisk Udvalg afsat en cykelpulje, som skal gå til at realisere projekter i planen.

Et af de steder, hvor der dagligt kommer rigtig mange cyklister, er på Campus Frederikssund. Derfor har Vej og Trafik, der står bag cykelanalysen, sat fokus på cykelforbindelserne mellem bymidten og Campus. For at få så mange gode inputs som muligt, har de besøgt både Frederikssund Gymnasium, Knord og Campus U10.

Mandag morgen var det Campus U10, der fik besøg af kommunens Vej og Trafik team. De unge blev samlet til fælles undervisning og gruppearbejde, hvor de blandt andet fik udleveret kort, hvorpå de kunne markere henholdsvis gode og dårlige cykelforhold i Frederikssund By.

Eleverne på Campus U10 kom med mange gode inputs til Frederikssund Kommune om, hvor cykelforholdene er gode og hvor de kunne blive bedre.Eleverne på Campus U10 kom med mange gode inputs til Frederikssund Kommune om, hvor cykelforholdene er gode og hvor de kunne blive bedre.

Selvom der ikke var mange af de unge, der var cyklet til skole denne mandag morgen, så havde de alligevel gode idéer til og meninger om cykelforholdene.

En af de elever, der cykler hver dag i Frederikssund, er 17-årige Simon Mortensen.

- Jeg synes, det er meget rart, at der bliver lyttet til os. Der er nogle cykelforhold, der kan ses på. Det vil være rart med mere sikkerhed, hvis man for eksempel falder eller kommer ud af balance, så man ikke behøver være bange for at ende på vejen foran en bil, siger Simon Mortensen.

Han har selv tidligere været faldet på cyklen og landet på vejen.

- Hvis jeg ikke havde haft cykelhjem på, ville jeg være slået bevidstløs og have ligget på vejen. Nu kunne jeg heldigvis selv komme væk fra vejen med det samme, fortæller han. Han er meget glad for de cykelstier, der er adskilt fra vejen.

Simon Mortensen (i midten) er en af dem, der cykler dagligt i Frederikssund. Han havde derfor også flere gode ideer til, hvor der kan laves forbedringer for cyklister.Simon Mortensen (i midten) er en af dem, der cykler dagligt i Frederikssund. Han havde derfor også flere gode ideer til, hvor der kan laves forbedringer for cyklister.

Mange gode input

- Det har været rigtig positivt at komme ud på Campus og snakke med de unge om både deres transportvaner, og hvordan de ser på cykelforholdene i Frederikssund by. Vi har fået rigtig mange input til analysen om, hvor de utrygge steder er, men også hvor det fungerer godt, siger Sofie Caspersen, ingeniør i Vej og Trafik.

På Frederikssund Gymnasium og Knord havde eleverne mulighed for at kigge forbi en stand i deres pauser, hvor Vej og Trafik stod klar til at tage imod deres gode ideer.

- Vi har fået en masse gode input, som vi skriver sammen og de kommer til at udgøre en lang ønskeliste, som bliver prioriteret og fremlagt for politikerne som konkrete cykelprojekter. Derefter skal de så afsætte penge til at gennemføre projekterne i årene fremover, siger Sofie Caspersen.