Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
9. marts 2017

Læseløft – nyt udviklingsprojekt i Frederikssund

Frederikssund Bibliotekerne har sammen med bibliotekerne i Egedal og Herlev modtaget 683.000 kroner fra Slots- og Kulturstyrelsen i støtte til udviklingsprojektet Læseløft for de 10-13-årige.

Et større udviklingsprojekt, der skal sætte fokus på børns læsefærdigheder og læselyst, er på vej til Frederikssund. Det hedder ”Læseløft 10-13 år – med frivillige i skoler og biblioteker” og går i korte træk ud på at uddanne lokale frivillige med læselyst som hjertebarn til at støtte op om de 10-13-åriges læsning. Bag projektet står Frederikssund Bibliotekerne, som sammen med bibliotekerne i Egedal og Herlev og konsulentfirmaet Knudsen Syd har modtaget 683.000 kr. i støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens Udviklingspulje for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre.

- En af vores væsentligste opgaver som bibliotek er, at imødekomme kommunens borgere med støtte og inspiration til deres læsning. Det er også idéen bag ”Læseløft”, som har til formål at styrke de 10-13-åriges læseevner og -lyst ved at inddrage frivillige som et supplement til skolens læseundervisning. Det at kunne læse er jo utroligt vigtigt for børnenes videre uddannelse, og derfor arbejder vi hele tiden på at udvikle nye tiltag, som kan inspirere og motivere børn til at læse mere, uanset hvilket niveau de er på,  fortæller bibliotekschef i Frederikssund, Kirstine Lundsgaard.

Projekt ”Læseløft” løber over de næste to år, hvor hvert af de tre involverede biblioteker skal samarbejde med udvalgte skoler i henholdsvis Frederikssund, Egedal og Herlev. Projektet bliver præsenteret den 17. marts for skolelederne i Frederikssund Kommune. Herefter vælges skolerne.

Inspiration fra Holland

Projektet er blandt andet inspireret af, hvordan skoler og biblioteker i Holland samarbejder om inddragelsen af frivillige.

- I Holland har man rigtig gode erfaringer med at involvere frivillige i skoler og biblioteker. Her lægger man vægt på, at de frivillige har en personlig relation til børnene, sådan at der for eksempel er tale om bedsteforældre og naboer – personer, som barnet kan relatere til – og det har vist sig at fungere rigtig godt. Det samme vil vi gøre i ”Læseløft”, hvor vi i høj grad har ladet os inspirere af, hvordan man gør i Holland, forklarer Kirstine Lundsgaard.

Udviklingsprojektet afsluttes i efteråret 2018 ved en konference, hvor erfaringerne fra ”Læseløft” vil blive præsenteret. Ved konferencen vil der desuden optræde oplægsholdere fra Holland, som fortæller om erfaringerne derfra.