Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
8. marts 2017

Flere kommuner går sammen for bedre asfaltarbejde

Kommunerne Allerød, Halsnæs, Gribskov, Frederikssund, Hillerød og Hørsholm går nu sammen om at forbedre veje og stier. De seks kommuner har nemlig været i fælles udbud på området.

- Kommuner er i dag vant til at tænke i store projekter og på tværs af kommunegrænser. Men indkøbsfællesskabet i Nordsjælland har ikke tidligere samarbejdet på det tekniske område. Det er ellers et område, hvor det giver rigtig god mening, at leverandører ikke behøver at stoppe med at asfaltere vejene ved kommunernes grænser, siger Tina Tving Stauning, formand for Teknisk Udvalg i Frederikssund Kommune, og fortsætter:

- Der er klare fordele ved at have det her fælleskommunale samarbejde. For med en koordineret tilgang til asfaltarbejde kan vi dele viden og erfaringer, vi kan styrke det administrative arbejde, og vi kan få en mere fordelagtig pris for arbejdet. Besparelsen på tværs af kommunerne er på 15% - og det er vel at mærke uden, at der er gået på kompromis med kvaliteten.

Stor opbakning

Det tværkommunale asfaltudbud har både haft politisk og administrativ opbakning, hvor blandt andet de politiske processer er kørt synkront i de seks kommuner for at opnå størst muligt fremdrift.

- Borgerne i alle seks kommuner får nu en bedre og mere ensartet kvalitet og service på asfaltarbejder. Det er en succes i sig selv. Men projektet har faktisk også holdt sig til budgettet – og det er rigtig godt gået, siger Tina Tving Stauning og uddyber:

- Årsagen til at vi har lykkedes så godt med projektet er, at der har været nedsat en tværkommunal projektledelse og styregruppe, som har styrket det administrative arbejde kvalitativt. Det har betydet, at kommunerne har haft større fagligt og juridisk udbytte i processen”, konstaterer Tina Tving Stauning.

Den tværkommunale projektledelse har været et vendepunkt for samarbejdet. Der har nemlig tidligere været forsøg på at igangsætte projektet uden held. Men med en tværkommunal projektledelse på, har det været muligt dels at tage hensyn til kommunernes forskellige udgangspunkter og ønsker og dels blevet arbejdet konstruktivt på at nedsætte transaktionsomkostningerne i både drifts- og udbudsfasen.