Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
3. maj 2017

To medaljevindere blev hyldet

Boblevand, kransekager og klapsalver. Det var, hvad der mødte de to medaljevindere, Ronny Jakobsen og Jimmi Svendsen, da der onsdag eftermiddag var reception for de to atleter på rådhuset i Frederikssund.

De to deltog i Special Olympics World Winter Games for mennesker med udviklingshandicap i Østrig i marts i år og kom hjem med en medalje hver. Ronny vandt guld sammen med det danske floorballhold og Jimmi vandt sølv i storslalom.

- Tillykke til jer to dygtige idrætsudøvere. Jeg synes, det er to flotte resultater. Det er flot, den måde I har repræsenteret Danmark og ikke mindst Frederikssund Kommune på. I er fremragende ambassadører for atleter med et udviklingshandicap og jeres engagement og flotte resultater inspirerer andre til at søge glæden ved idrætten, sagde borgmester John Schmidt Andersen til de to atleter.

For Ronny Jakobsen var det en særlig oplevelse at vinde guld med floorballholdet, men også at blive lykønsket af borgmesteren.

- Jeg er begyndt at vænne mig til medaljen. Det var svært at forstå i starten. Det er rigtig stort at komme her og høre borgmesterens mening og møde alle dem, der er mødt op for at hylde os, sagde Ronny Jakobsen. På spørgsmålet om, hvad han nu skal, lød svaret:

- Nu skal jeg træne videre og så håber jeg, at jeg kan komme med igen om fire år.

Begge atleter træner i den lokale forening Team 2010, der er en forening for personer med udviklingshandicap. Derudover har de også trænet med andre Special Olympics deltagere. Ronny har været i Vanløse flere gange op til legene for at træne med resten af landsholdet, mens Jimmi har deltaget i Special Olympics Danmarks fællestræninger ved siden af hans almindelige skitræning på Team 2010.

De to Special Olympics medaljevindere. Foto: Kenneth JensenJimmi Svendsen (til venstre) og Ronny Jakobsen (i midten) modtog en lille gave og store lykønskninger af borgmester John Schmidt Andersen. Jimmi Svendsen havde to medaljer om halsen, for udover sølvmedaljen til storslalom fik han også en medalje for deltagelse i Unified Sport, hvor han dystede sammen med ikkehandicappede atleter.

Foto: Kenneth Jensen.