Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
21. juni 2017

Få et kig ind i middelalderen

Det er ikke så tit, at Frederikssunds borgere har chancen for at se direkte ned til middelalderen. Men nu inviterer museumskoncernen ROMU til åben udgravning og giver alle mulighed for at kigge arkæologerne over skulderen. Her kan man ved selvsyn opleve resterne af middelalderlandsbyen Tollerup, der er dukket frem under skiftende tiders jordlag ved Bonderupvej i udkanten af Frederikssund.

Arrangementet finder sted:

Onsdag den 28. juni kl. 10-14 på Bonderupvej. (Start ved skurvognen.)
Der er gratis adgang.

Foreløbig er resterne af i alt fem huse dukket op, nogle af dem med bevarede gulve, ruminddelinger og ovne. Senest er en dyb kælder, opbygget i sten, dukket frem. Flere af husene har i forskellige udformninger eksisteret på samme sted helt fra 1100-tallet til 1600-tallet. Landsbyen Tollerup kan følges tilbage til 1085, hvor den for første gang optræder i en skriftlig kilde, da kongen forærer den bort som gave til biskoppen i Lund. I 1600-tallet stopper sporene, og landsbyen forsvinder sporløst i de skriftlige kilder fra de følgende tider.

Arkæologerne fra ROMU er i fuld gang med at afdække områdets mysterier.Arkæologerne fra ROMU er i fuld gang med at afdække områdets mysterier. Foto: Museumskoncernen ROMU.

Overblik over området, hvor middelalderlandsbyen Tollerup bliver afdækket.Overblik over området, hvor middelalderlandsbyen Tollerup bliver afdækket. Foto: Skymonster.