Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
4. januar 2017

Folketingets Transportudvalg besøgte Frederikssund

Studieturen for politikerne fra Christiansborg gik til både Frederikssund, Halsnæs og Hillerød kommuner, og formålet var at blive klogere på lokale trafikale projekter og prioriteringer i Nordsjælland. Programmet begyndte kl. 9.00 i Vinge, hvor blandt andre borgmester John Schmidt Andersen (V) bød udvalget velkommen.

Gode argumenter for motorvej

I sin velkomst kom borgmesteren blandt andet ind på behovet for en færdiggørelse af Frederikssundsmotorvejen, som blev politisk besluttet i 2009, men hvor finansieringen lader vente på sig. Trafiktællinger viser, at strækningen fra Tværvej, hvor motorvejen i dag slutter, og til Frederikssund har en daglig trafik på 20.000 køretøjer. Frem mod 2030 ventes trafikken at stige til 32.000 daglige køretøjer. COWI har beregnet, at samfundet vil spare 6300 køretimer i døgnet, såfremt Frederikssundsmotorvejen bliver bygget færdig.

- Hvis politikerne vil beslutte at investere i dette vigtige infrastrukturprojekt, så sætter de penge i et solidt og bæredygtigt projekt. Beregninger viser, at investeringen vil give et samfundsmæssigt afkast på 7,1%, uddyber John Schmidt Andersen. Og han er glad for muligheden for at komme i dialog med politikerne:

- Det er langt fra første gang vi gør opmærksom på behovet for motorvejen overfor politikerne på Christiansborg, men det er vigtigt at holde sagen varm. Langt de fleste i udvalget er også rigtigt positive overfor vores ønsker, men vi er heller ikke de eneste, der har ønsker til forbedringer af infrastrukturen, fastslår borgmesteren, der ikke har fået nogen konkrete løfter fra Transportudvalget.

Borgmester John Schmidt Andersen i samtale med medlemmer af Transportudvalget.Borgmester John Schmidt Andersen i samtale med medlemmer af Transportudvalget.

Ny og gammel bro på programmet

Efter en orientering om udviklingen i byen Vinge kørte Transportudvalget ud for at se arbejdet med vejanlægget til den kommende nye fjordforbindelse. Herefter gik turen til Kronprins Frederiks Bro, hvor Vejdirektoratet for nylig har foreslået at lade broen blive fjernstyret, så der ikke længere vil være en fast brovagt på broen.

- Mit indtryk er, at politikerne var meget glade for at se vores forskellige projekter, og de var imponerede over, at vi har gang i så mange ting, siger John Schmidt Andersen og tilføjer:

- Nu har vi i hvert fald givet dem en rigtig god fornemmelse for de lokale forhold, og de er ikke i tvivl om, hvad der er de vigtigste prioriteringer for os lokalt i Frederikssund Kommune, fastslår han.

Efter besøget i Frederikssund gik udvalgets tur videre til først Hundested Havn og dernæst til Hillerød. Begge steder for at se og høre om lokale infrastrukturprojekter.

Teknisk direktør Claus Steen Madsen (tv.) i samtale med Rasmus Prehn (S) (midtfor) og Jan Erik Messmann (DF).Teknisk direktør Claus Steen Madsen (tv.) i samtale med Rasmus Prehn (S) (midtfor) og Jan Erik Messmann (DF).

Turbussen med christiansborgpolitikerne gjorde blandt andet holdt ved Kronprins Frederiks Bro.Turbussen med christiansborgpolitikerne gjorde blandt andet holdt ved Kronprins Frederiks Bro.