Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
31. januar 2017

DBU og Frederikssund Kommune indgår velfærdsalliance

 Tirsdag formiddag underskrev borgmester John Schmidt Andersen på vegne af Frederikssund Kommune en velfærdsalliance med DBU, DBU Sjælland og Syddansk Universitet. Alliancen skal blandt andet styrke indsatser på børne- og ungeområdet, sundhed og inklusion ved hjælp af fodbold.

Velfærdsalliancen indebærer en gensidig forpligtelse til et tæt samarbejde om projekter, der kan være med til at løfte traditionelle kommunale opgaver i tæt samarbejde med de lokale fodboldklubber. Allerede i dag har flere af fodboldklubberne i Frederikssund Kommune aktiviteter for målgrupper, der ikke falder ind under klubbernes primære målgruppe som for eksempel flygtninge, handicappede og ældre.

Formand for FIK, Lars Aabech, bød alle velkommen til klubbens faciliteter.  Foto: Kenneth Jensen.Formand for FIK, Lars Aabech, bød alle velkommen til klubbens faciliteter.

Et par eksempler på dette er holdene Team 2010 og Vikingerne. Team 2010 er et fodboldhold for udviklingshæmmede og Vikingerne er et hold for brugere af psykiatrien. De to hold spillede en kort opvisningskamp for de fremmødte til underskriftsseancen i Frederikssund IKs faciliteter for at vise, hvilke gode tiltag der allerede eksisterer i Frederikssund Kommune.

Fodboldholdene Team 2010 og Vikingerne spiller opvisningskamp.  Foto: Kenneth Jensen.Fodboldholdene Team 2010 og Vikingerne spiller opvisningskamp. Det er Team 2010 med de gule overtrækstrøjer.

Den type aktiviteter ønsker Frederikssund Kommune og DBU at forstærke, og det er en af årsagerne til, at der nu er indgået en velfærdsalliance. Formanden for DBU, Jesper Møller, er i gang med en rundtur i Danmark, hvor han besøger alle borgmestre for at tale om mulighederne for et samarbejde.

- Frederikssund er en meget idrætsvenlig kommune med en visionær borgmester, der med det samme sagde, at en velfærdsalliance var noget, Frederikssund gerne ville være med i, fortalte Jesper Møller i sin tale tirsdag formiddag.

Underskrivningen af velfærdsalliancen er første skridt i en proces, der indtil videre kommer til at løbe i fire år. Næste skridt bliver at invitere foldboldklubberne til et møde, hvor de er med til at definere, hvilke projekter der skal arbejdes videre med.

- Fodbolden har traditionelt haft fat i de unge, men med denne velfærdsalliance vil vi udnytte vores kompetencer på tværs til at skabe mere trivsel, sundhed og social sammenhængskraft for flere grupper af borgere. Et par af de aktiviteter, der allerede foregår hos FIK i dagtimerne for spillere over 60 år og psykisk sårbare, illustrerer godt, hvad vi ønsker at styrke, sagde borgmester John Schmidt Andersen, da velfærdsalliancen blev underskrevet.

Ved at indgå i en velfærdsalliance får Frederikssund Kommune mulighed for sammen med DBU Sjælland at søge om midler til udvalgte projekter. Midlerne kommer fra DBU's ”Styrk Samspillet-pulje”.

Borgmester John Schmidt Andersen modtog en signeret landsholdstrøje fra formanden for DBU, Jesper Møller.  Foto: Kenneth Jensen.Borgmester John Schmidt Andersen modtog en signeret landsholdstrøje fra formanden for DBU, Jesper Møller.

Forskning og flere arrangementer

Frederikssund er den anden kommune på Sjælland, der indgår i en velfærdsalliance og den første i landet, der har et forskningsaspekt med.

For til forskel fra andre velfærdsalliancer mellem DBU og kommuner er Syddansk Universitet (SDU) en del af aftalen med Frederikssund, DBU og DBU Sjælland. Det er idrætsforsker Peter Krustrup, som repræsenterer SDU. Han har gennem mange år forsket i fodboldens betydning for folkesundheden.

- Frederikssund Kommune har været en foregangskommune i rigtig mange år, og her er der sat fantastiske projekter i gang på fodboldbanerne i kommunen, fortalte Peter Krustrup.

En del af aftalen er også, at Frederikssund Kommune vil blive prioriteret, når DBU skal afholde arrangementer som u-landsholdskampe eller særlige DBU events, eksempelvis VM i straffe. Dermed kan disse arrangementer fremover komme til at foregå i Frederikssund Kommune til glæde for kommunens fodboldinteresserede borgere.

Og lige inden der blev skrevet under på velfærdsalliancen kom DBU's formand Jesper Møller med et løfte; når de nye fodboldbaner i Idrætsbyen er klar, kommer han med et landshold og indvier dem i en åbningskamp. 

Velfærdsalliancen blev underskrevet på et fodboldbord.  Foto: Kenneth Jensen.Velfærdsalliancen blev underskrevet på et fodboldbord. Fra venstre ses idrætsforsker ved Syddansk Universitet, Peter Krustrup, administrationschef for DBU Sjælland, Jens Erik Jensen, borgmester i Frederikssund Kommune, John Schmidt Andersen og formand for DBU, Jesper Møller.

Foto: KEJE