Gå til sidens indhold
Frederikssund Kommunes logo
15. februar 2017

Museum genåbnes

Frederikssund Museum har været lukket i snart halvandet år, og nu er det endelig tid til at løfte sløret for museets nye permanente udstilling.

Den bærer overskriften Menneske og fjord, og  fortæller historien om menneskets samspil med fjorden og Frederikssund egns historie - fra stenalderens brug af fjorden som naturligt spisekammer til nutidens ofre for stormflod og klimaforandringer. 

Den nye udstilling består blandt andet af et helt nyt interaktivt udstillingsdesign, der lader den besøgende interagere med de historiske temaer, og er udviklet i samarbejde med bureauet Dear Brand, som også står bag udstillingsdesignet på Lejre Museum. Museet har desuden fået nyt indgangsparti, butik og en hyggelig café, alle med udsigt til den smukke have og skoven. 

Historieviften i haven bag Frederikssund Museum ved indvielsen i sommeren 2016. Foto: Kenneth Jensen.Museet har nok været lukket i halvandet år, men liv omkring det har der stadig været - her ved indvielsen af Historieviften i haven bag Frederikssund Museum i sommeren 2016.

Museumsdirektør Frank Birkebæk byder velkommen, mens museumsinspektør Naomi Pinholt tegner de historiske linjer op. Dernæst læser skuespiller Anne Vester Høyer op af Henrik Pontoppidans 'Fra Hytterne'.

Fri entré

Udstillingen åbnes den 3. marts 2017 kl. 15.00 borgmester John Schmidt Andersen. Den følgende weekend, den 4.-5. marts 2017, er der fri entré for alle interesserede. Her vil der også være børneforedrag og oldtidsværksted. 

Museet finder du på Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris - lige for enden af Kronprins Frederiks Bro.

Foto: KEJE.