Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
8. februar 2017

Det kan du lave i vinterferien 2017

Frederikssund Kommunes kulturelle institutioner tilbyder masser af spændende og sjove vinterferieaktiviteter for alle aldre i uge 7.

Frederikssund Bibliotekerne:

Mandag den 13. februar fra kl. 10-11.30 går det løs på Slangerup Bibliotek, hvor du kan designe en flot rispapirlampe til værelset. Måske skal den ligne en kuglefisk eller en nuttet panda? Slip dine kreative evner løs og gå hjem med en super flot lampe efter arrangementet.

Torsdag den 16. februar kan du lave din egen unikke isskulptur, når billedhugger Søren Cip Nielsen besøger bibliotekerne i Frederikssund og Jægerspris. Søren medbringer isblokke og værktøj, så du kan bearbejde din egen isblok. Husk at tage varmt tøj på, da vi skal være udenfor hele tiden. Arrangementet foregår på Frederikssund Bibliotek kl. 10-11 og 11-12 og på Jægerspris Bibliotek kl. 14-15 og 15-16. Det er for børn fra 7 år og opefter, men alle børn under 10 år skal være i selskab med en voksen.

Du kan lave din egen isskulptur på biblioteket i vinterferien.Du kan lave din egen isskulptur på biblioteket i vinterferien.

Fredag den 17. februar går turen til Skibby Bibliotek, som byder byens børn indenfor til marionetdukkeværksted – et super hyggeligt værksted for børnefamilier, hvor vi skal bygge marionetdukker ud af wc- og køkkenruller. Om du vil lave en fjollet robothund, en lavbenet huskat eller et uhyggeligt megamonster er helt op til dig, og der er mulighed for at afprøve din dukke i det lille dukketeater bagefter. Arrangementet er for børn fra 4-12 år og foregår fra kl. 13-14 og kl. 14-15.

Frederikssund Bibliotekerne sørger for materialer til alle arrangementer. Det er gratis at deltage, men husk tilmelding via www.bibliotekerne.frederikssund.dk eller på dit lokale bibliotek.

J.F. Willumsens Museum:

Tirsdag den 14. februar – torsdag den 16. februar kl. 11.00-15.00 kan du lege grafisk kunstner for en dag. Tag mor og far i hånden og kom forbi museet i vinterferien! Her kan I prøve kræfter med forskellige grafiske trykteknikker. Lav billeder og bogstaver med fx linoleum, træ, skum og kartofler. Det er ikke svært at deltage. Værkstedet vil være bemandet, så I kan få hjælp hele vejen igennem trykprocessen. Værkstedet er for børn i følge med voksne.

Desuden kan hele familien gå på opdagelse i udstillingen ”Skæve streger – Willumsens grafiske værker”. Her kan I se, hvordan kunstneren Willumsen brugte grafikken til at lave sine stemningsfulde billeder og sjove figurer.

Børn 0-17 år: Gratis entre

Voksne: Kr. 65

Pris for linoleum og træplade: Kr. 20 (andre typer tryk er gratis).

Du kan lege grafisk kunstner for en dag på Willumsens i vinterferien.Du kan lege grafisk kunstner for en dag på Willumsens i vinterferien.

Rejsestalden

Mandag den 13. februar kl. 11.00 – 11.45: Enmandscirkusforestilling for hele familien.

Tapé er ikke kun en klovn, men kombinerer klovnerierne med jonglering, artisteri, slangemenneske-kunster og musik. Forestillingen er en 40-minutters blanding af nye og klassiske klovnerier.

Billetterne koster 20 kroner.

Du kan finde endnu flere aktiviteter på Kultunaut.