Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
17. august 2017

ORD over FJORD starter med et brag

Lørdag d. 2. september kan du blandt andet møde forfatteren Manu Sareen, gå med i et festligt optog til havnen og være med til at slippe hundredevis af balloner løs over fjorden. Det sker, når opvarmningen til Frederikssund Bibliotekernes læsefestival ORD over FJORD skydes i gang med et brag. 

Manu Sareen fortæller om sine børnebøger om Iqbal Farooq på  Frederikssund Børnebibliotek den 2. september klokken 10.30.Dagen starter kl. 10.30 på Frederikssund børnebibliotek, hvor forfatter Manu Sareen vil fortælle om sine børnebøger om Iqbal Farooq. Her vil han også komme ind på sit arbejde med den nye Iqbal-bog, som udkommer til efteråret, samt fortælle om egne læseoplevelser. Manu Sareen er født i Indien i 1967 og kom til Danmark i 1971. Han debuterede som børnebogsforfatter i 2006 med bogen ”Iqbal Farooq og den sorte Pjerrot”, og siden da er der udkommet en stribe bøger om den dansk-indiske københavnerdreng Iqbal Farooq.

Efter forfatterforedraget samles vi i gågaden foran biblioteket til et festligt optog mod havnen i Frederikssund. Det sker kl. 11.30 i følgeskab med spejdergruppen Svaneungerne, Jægerspris Cykelartister og Rulleskøjteklubben FRISK, som også giver en opvisning. Ved ankomsten til havnen vil formanden for Fritidsudvalget Morten Skovgaard og bibliotekschef Kirstine Lundsgaard sige et par ord, hvorefter hundredevis af balloner slippes løs over Roskilde Fjord. Afslutningsvis serveres en forfriskning sponsoreret af Restaurant Toldboden.    

60’er stemning i Kultur-Arkivet

Også i Kultur-Arkivet vil der d. 2. september fra kl. 10-16 være aktiviteter for både store og små, når Frederikssund Bibliotekerne sammen med Frederikssund Lokalhistoriske Arkiver byder på en dag i 1960’ernes tegn. I forbindelse med den landsdækkende erindringsindsamling ”Giv det videre” indsamler arkiverne erindringer og fotos fra 1960’ernes børne-, ungdoms- og voksenliv. Der vil være børneaktiviteter og konkurrencer for alle aldre, med præmier sponsoreret af Thinghøj Boghandel. Kl. 11.45 og 13.15 optræder musiker Allan Sjølin med populære numre fra 1960’erne udsat for solo spansk guitar. Allan Sjølin har spillet guitar i 20 år og er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Det er gratis at deltage i alle dele af programmet for d. 2. september, men husk at bestille billet til arrangementet med Manu Sareen. Billetter kan bestilles via Frederikssund Bibliotekernes hjemmeside www.bibliotekerne.frederikssund.dk eller på dit lokale bibliotek.

Der varmes op til ORD over FJORD allerede fra dne 28. august og henover seks uger kan du opleve en række inspirerende arrangementer for både børn, unge og voksne. Se programmet på bibliotekernes hjemmeside.