Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
27. april 2017

Unik svømmehal i idrætsbyen

Vinderforslaget til kommunens nye svømmehal er nu kåret. Det bliver en unik og topmoderne svømmehal, der passer naturligt ind i landskabet i den kommende Frederikssund Idrætsby.

Vinderne af totalentreprisekonkurrencen for svømmehallen er GVL Entreprise A/S med underrådgiverne GPP Arkitekter, Bay Arch, MOE og AQUA-TEKNIK.

- Jeg er meget tilfreds med vinderforslaget, der rammer plet i forhold til det vi har tænkt os og drømt om. Det bliver en flot svømmehal ude og inde, den bliver bæredygtig, og den kommer til at passe perfekt ind i landskabet. Borgerne og foreningerne kan godt glæde sig til svømmehallen åbner i idrætsbyen i 2019, siger John Schmidt Andersen, borgmester i Frederikssund Kommune.

Den nye svømmehal får et 25 gange 25 meter bassin med ti baner. Illustration: GPP Arkitektur og Bay Arch.Den nye svømmehal får et 25 gange 25 meter bassin med ti baner. Illustration: GPP Arkitektur og Bay Arch. 

En enig bedømmelseskomite bestående af Fritidsudvalget og to uvildige fagdommere har netop kåret vinderforslaget.

- GVL Entreprise har løst opgaven meget overbevisende med en klar og gennemtænkt arkitektur. Svømmehallens forskellige områder er godt tænkt sammen, og der er spændende niveauforskelle i bassinområdet. Vinderforslaget udmærker sig også ved, at det enkelt kan lade sig gøre at koble idrætshaller på mod øst og vest, som skitseret i idrætsbyens helhedsplan, siger Morten Skovgaard, formand for bedømmelseskomiteen og Fritidsudvalget.

Svømmehallens arkitektur er enkel og skulpturel. Bygningen får et stort, svævende tag og udnytter det skrånende terræn på optimal vis og indpasser sig naturligt i landskabet med sine kobberfarvede facader og store glasflader. Vinderforslaget har desuden placeret de omklædningsrum og loungeområde, der i første omgang skal bruges af fodboldspillere, i en fløj ud mod forpladsen.

 - Vi er beærede over at have fået opgaven. Frederikssund Kommunes projekt, både det enkeltstående med svømmehallen, men også den overordnede strategi for området, var noget vi meget tidligt kunne føle en meget stor respekt for. Visioner der har den størrelse og grundighed var noget vi simpelthen ville være en del af, siger tilbudsansvarlig Rasmus Bertelsen fra GVL Entreprise.  

Svømmehallen får et 25 gange 25 meter bassin med ti baner. Herudover et børne- og øvelsesbassin og et børne- og wellness-bassin samt et modstrømsbassin til bl.a. teknisk træning og genoptræning. De elementer var på forhånd besluttet af byrådet og en præmis i udbuddet. Der er også i vinderprojektet formuleret tilvalgsmuligheder – herunder muligt tilkøb af vipper og rutsjebane – som byrådet skal tage stilling til.

De valgte løsninger i vinderforslaget lever samlet set op til bæredygtigt byggeri med minimeret energi- og vandforbrug, hvilket er et vigtigt parameter for byrådet.

Ud over Fritidsudvalget som bedømmelseskomite har byrådet, svømmeklubber, Frederikssund Idrætsråd samt Lokale og Anlægsfonden været inddraget i forbindelse med bedømmelsen. Bygherrerådgivere har bidraget med faglig sparring.

Byrådet skal på sit møde 24. maj formelt godkende vinderforslaget, hvorefter kontrakten med totalentreprenøren indgås.

Svømmehallens arkitektur er enkel og skulpturel. Illustration: GPP Arkitektur og Bay Arch.Svømmehallens arkitektur er enkel og skulpturel. Illustration: GPP Arkitektur og Bay Arch.

FAKTA
Svømmehallen blev udbudt som en totalentreprise med en fast pris på 75,5 mio. kr. Her til kommer en række optioner, som kommunen har mulighed for at tilkøbe.

Grundlaget for projektforslaget er det byggeprogram, der lå til grund for udbuddet, og som stillede krav til en række vigtige funktioner og kvaliteter i svømmehallen. Byggeprogrammet er udarbejdet med input fra både svømmeklubber og fodboldklubber.

Fire totalentreprisehold blev prækvalificeret til at udarbejde projektforslag på opgaven. To hold indsendte projektforslag og indgik i konkurrencen.

Ankomstområdet foran svømmehallen. Illustration: GPP Arkitektur og Bay Arch.Ankomstområdet foran svømmehallen. Illustration: GPP Arkitektur og Bay Arch.